Så giver fodboldekspert på Eurosport og klummeskribent på B.T. Sporten Morten Bruun sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen.
Denne gang er der roser til en aarhusiansk cheftræner, som i modsætning til at mange af sine kolleger faktisk tager pokalturneringen alvorligt.
Og så er der en mindre lussing til to danske fodboldklubber, der simpelthen ikke kan finde ud af at styre regnskaberne.
Du får Bruuns barometer lige her:
Tak til Pokal-David
Ind i mellem får jeg nærmest fornemmelsen af, at de danske Superliga-klubber kun meget nødigt vil vinde pokalturneringen. Spillerne kan åbenbart ikke overkomme de ganske få uger om året med midtugekampe, for ofte stiller klubberne op med særdeles reservespækkede hold.
Det har AGF også gjort hidtil i denne sæson, men med en mulig pokaltriumf vinkende forude har David Nielsen sadlet totalt om. I den forløbne uge var det Superliga-kampen mod Hobro, der blev nedprioriteret, mens pokalkampen mod Esbjerg fik fuld skrue.
Her stillede AGF med idealholdet og vandt en sikker sejr på 4-1. Tak til David Nielsen, som har indset, at hvis AGF skal opleve noget rigtig stort i denne sæson, så skal det ske via pokalturneringen.
Store underskud i Brøndby og AaB
Sikke nogle regnskaber, Brøndby og AaB præsenterede os for i ugens løb. Brøndby med et minus på 80 millioner kroner. AaB med minus 30. Vi har nok i nogen grad vænnet os til den slags fodbold-underskud, men når man tænker efter, er det jo ret så vilde tal. For der er jo ikke tale om kæmpekoncerner med tusindvis af ansatte.
Brøndby og AaB er fodboldklubber. Det må være de blinde udsigter til enorme transferbeløb, der har fået Brøndby og AaB til at præstere så store underskud, men det har altid været en farlig vej at budgettere med den slags. Fordi spillermarkedet er så sårbart.
Når man så heller ikke kan skaffe de forventede indtægter, må man skære på udgifterne – det vil sige betale de ansatte mindre i løn. Den slags er aldrig rart, men det er jo bare nødvendigt, når man ikke udviser rettidig omhu.


