Så giver B.T.s klummeskribent Morten Bruun sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen.
Barometeret er tilbage, og denne gang er der fokus på en træner, der er skredet, og en spiller, der bare bliver ved.
Og lad os tage det negative først. Her har Morten Bruun fokus på Jürgen Klinsmann, der ikke var Hertha Berlin-træner i mere end 76 dage.
Men når nogle falder igennem, så er der andre, som leverer varen - og Zlatan Ibrahimovic er en af dem.
Åh, nej, Klinsi
Jürgen Klinsmann forlader Hertha. Sikke en nyhed, der ramte fodboldverdenen i denne uge. Egentligt havde jeg slet ikke lyst til at læse om sagen.
Klinsmann har altid været en af mine store helte, ikke mindst for hans eventyrlige tid som træner for det tyske landshold ved VM-slutrunden 2006. Han fik et helt land til at elske fodbold. Sådan er det ikke længere.
Efter den pinagtige afsked med Hertha Berlin efter blot 76 dage og 10 kampe står Klinsmann afpillet tilbage. Som en mand, der er bedre til at stille krav end til selv at efterleve dem. Hvad ligner det at stikke halen mellem benene på den måde?
Mere end noget andet er det trist, når ens gamle helte mister deres glas. Derfor var min første reaktion på nyheden præcis denne: Åh, nej, Klinsi!
Har Zlatan evigt liv?
Indrømmet. Jeg hører til dem, der har været ved at kaste op over al den bragesnak fra Zlatan Ibrahimovic. 'Rolig nu', har jeg tænkt. Du nærmer dig de fyrre og spiller i en tredjerangs-liga.
Men hvad skal man så sige, når manden i en alder af 38 år skifter til selveste AC Milan og viser, at han stadig kan være med?
Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at smile for mig selv og ryste lidt på hovedet, da jeg så, hvordan han dominerede første halvleg af Derby della Madonnina mellem Inter og AC Milan.
Nuvel, AC Milan endte med at tabe kampen, men man kunne dårligt give Zlatan skylden for, at forsvaret faldt sammen. Det næste bliver vel, at han stiller op for Sverige ved sommerens EM-slutrunde og afgør finalen.
