Hvem gjorde det godt, og hvem gjorde det skidt?

Det får vi svar på i denne udgave af Bruuns barometer, hvor en angriber fra Guinea får et klap på skulderen for at gøre det, angribere SKAL gøre; nemlig at score vigtige mål.

Og skulderklap er der til gengæld ikke mange af til en klub fra Aarhus, der gjorde en gudsjammerlig figur mod rivalerne fra Kronjylland, og som nu ser ud til at tabe drømmefinalen på gulvet.

Du får ugens barometer her:

Kabas vigtige mål

Angribere bliver målt på deres mål. Det er også rimeligt nok. Men måske skulle vi i højere grad bedømme dem på deres evne til at lave vigtige mål? Jeg har mange gange siddet og bandet af FC Midtjyllands angriber Sory Kaba, men jeg kan også konstatere, at han har en evne til at lave afgørende mål.

Han leverede det måske vigtigste i hele sæsonen, da han udlignede til 1-1 i FCMs playoffkamp mod Slavia Prag og dermed åbnede døren til Champions League, og i den seneste uge bidrog han så med to matchvindermål i de to 1-0-sejre over henholdsvis Brøndby og Sønderjyske.

Smalle sejre, som i sidste ende kan betyde, at både mesterskabet og pokalen ender på den midtjyske hede. Det er den slags vitale mål, jeg gerne vil se fra en angriber. Så er jeg mere ligeglad med et par kransekage-scoringer i en 5-0 sejr over Vejle.

AGF er i krise

Når selv David Nielsen udtrykker bekymring for AGFs tilstand, så skal man spidse ører. AGF-træneren var behørigt fortvivlet efter pokalsemifinalen mod Randers i torsdags, og jeg forstår ham godt. AGF var nærmest ikke til stede i kampen, og nu ser det ud til, at AGFs to værste rivaler, Randers FC og FC Midtjylland, skal mødes i pokalfinalen i Aarhus.

Jeg har tidligere berømmet truppens bredde, men den er ikke længere til stede. De tre mand, der blev hentet ind i januarvinduet, Bubacarr Sanneh, Mathias Jørgensen og Daniel Arzani, har vist sig at være dårlige fodbold-liv, der ikke har bidraget med noget.

Samtidig må jeg sige, at det var en gåde, at AGF lod Nicklas Helenius skifte til Silkeborg uden at hente en erstatning ind. De tøvende og sene indskiftninger af offensive folk som Milan Jevtovic og Alexander Ammitzbøll viser med al ønskelig tydelighed, at David Nielsen ikke tror på, at de kan gøre en forskel.