Hvem gjorde det godt, og hvem gjorde det rigtig skidt?

Ja, for nu at blive i barometer-jargonen, så pegede nålen på 'smukt', da en dansk landsholdsspiller viste englænderne, hvordan man spiller hård hund inde på den centrale midtbane.

Og så pegede barometer-nålen i den grad på 'storm', da et par spillere fra førnævnte engelske landshold lige ville hygge sig lidt med nogle af de lokale piger på en meget vindblæst vulkanø.

Du får Bruuns barometer her:

Nørgaards flotte debut

I to landskampe på det meget jævne var Christian Nørgaards indsats i debuten mod England den store, positive overraskelse. Han optrådte placeringssikkert, roligt og afklaret i modsætning til den hektiske Pierre-Emile Højbjerg, der spillede den defensive midtbaneplads mod Belgien.

Og så spillede han med en hårdhed, jeg ikke tidligere har set. Det er tydeligt, at livet i The Championship har hærdet den tidligere Brøndby-spiller. Pæne drenge overlever ikke i den næstbedste engelske række.

Nu skal man ikke tage fejl af niveauet i The Championship, men selvfølgelig ville det på længere sigt være ønskeligt, hvis Nørgaard i stedet blev headhuntet af en klub fra Premier League. Den mulighed bør i høj grad være til stede, ikke mindst efter landskampen i tirsdags.

De engelske tosser

Jamen, hører det aldrig op? Hvad er det, de engelske landsholdsspillere ikke kan forstå?

Først bliver Harry Maguire arresteret på den græske ferieø Mykonos, og efter England kamp mod Island følte de to debutanter Phil Foden og Mason Greenwood, at de var nødt til at tage et par lokale piger med op på værelset. Selv om det engelske landshold helt ekstraordinært havde fået lov til at omgå de islandske corona-restriktioner mod, at de isolerede sig totalt under deres ophold.

Hvor må den engelske landsholdsmanager Gareth Southgate nogle gange blive træt i sit hoved, når ikke engang helt unge spillere, der er med A-landsholdet for første gang, er i stand til at udvise bare en nogenlunde respektfuld adfærd.