Så giver fodboldekspert på Eurosport og klummeskribent på B.T. Sporten, Morten Bruun, sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen.
Denne gang er der roser til en klub, der - selv om den allerede er dømt til nedrykning - pludselig begyndte at spille champagnebold på et ældgammelt stadion ude i det sydvestlige London.
Og så er der en regulær tofodstackling til en franskmand, der tilsyneladende har ufatteligt svært ved at opføre sig ordentligt over for sine modspillere.
Du får Bruuns barometer lige her:
Format over Fulham
Det glæder mig altid, når for længst nedrykkede klubber ikke bare smider håndklædet i ringen. Det har Fulham haft en tendens til på visse tidspunkter af sæsonen, men i lørdags leverede holdet en strålende præstation mod formstærke Everton.
Hjemme på det hyggelige Craven Cottage vandt Fulham med 2-0 i en glimrende fodboldkamp. Det var navnlig fedt at se den umiddelbare og helt uforfalskede jubel over de to mål undervejs. Fulhams spillere viste simpelthen bare ægte glæde over at få scoret et par flotte mål.
Det var første gang, den unge og uprøvede manager Scott Parker formåede at vinde, men at dømme ud fra hans spilleres ageren kan Fulham roligt beholde ham i managersædet. Sådan spiller et hold kun, hvis de godt kan lide deres manager.
Knockaerts overfald
Der er forskellige former for røde kort. Et af de værste af slagsen, jeg har set meget længe, tilfaldt Brightons Anthony Knockaert i kampen mod Bournemouth i lørdags.
Ved stillingen 0-2 kastede den åbenbart dybt frustrerede Knockaert sig vandret gennem luften og hamrede af al kraft sine støvleknopper ned i anklen på Adam Smith. Et grusomt frispark, der selvsagt betød farvel til franskmanden og dermed hans holds chancer for at få point.
Jeg har ikke set noget værre siden den 10. marts 2018, hvor Evertons Leighton Baines blev savnet midt over helt ude ved sidelinjen i en kamp mod Brighton. Ja, gæt selv! Rigtigt. Synderen var såmænd den selvsamme Anthony Knockaert, som nærmest burde sendes til mentalundersøgelse.
