Så giver fodboldekspert på Eurosport og klummeskribent på B.T. Sporten, Morten Bruun, sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen.

Denne gang skal vi et smut til Nordengland, hvor 'rustik fodbold' tilsyneladende er fortid og målene nu i stedet vælter ind.

Ja, og roser skal der jo selvfølgelig også være nogle af, så de bliver i denne omgang uddelt til noget så eksotisk som en rumænsk angriber.

Minsandten om ikke det igen er blevet tid til Bruuns barometer:

Er Burnley brændt ud?

Burnley og deres stoute manager Sean Dyche har i flere år haft kæledæggestatus i Premier League. Alle har elsket historien om det tapre hold fra den lille nordengelske by, hvor man spiller rustik fodbold ud fra en stærk defensiv. Ligesom i de gode, gamle dage.

I sidste sæson kulminerede fortællingen med en sensationel syvendeplads, men nu ser Burnley ud til at have tabt pusten. I den grad. I de seneste syv kampe har Burnley kun hentet et sølle point, og målene vælter ind.

Mere end to pr. kamp i gennemsnit. Klubben ser ud til at have tabt sin identitet og står nu overfor det store spørgsmål: Skal man ofre manden, der har givet klubben så meget? Altså fyre Sean Dyche, der lige nu synes ude af stand til at standse råddenskaben?

Florin Andones solomål

Jeg har altid elsket de angribere, der kan lave mål helt alene. I Silkeborg havde vi Henrik Tømrer Pedersen. I Brighton har de Florin Andone. Det fandt vi ud af i tirsdagens lokalopgør mod Crystal Palace.

Her forsvarede Brighton sig med mand og mus for at bjærge en pauseføring i land efter at Shane Duffy var blevet udvist. Endelig fik det trætte forsvar clearet bolden, og mens resten af gutterne stod og hev efter vejret med hænderne på knæene, satte den rumænske angriber Florin Andone ellers afsted i retning mod Crystal Palaces mål.

Han startede midtvejs på egen halvdel, rystede et par forsvarere af undervejs og sluttede først sit ensomme sololøb, da han bragte Brighton på 3-0. Da Andone scorede, var der ingen af de øvrige Brighton-spillere, der overhovedet befandt sig på Crystal Palaces banehalvdel! (Se målet øverst i artiklen)