Så giver fodboldekspert på Eurosport og klummeskribent på B.T. Sporten, Morten Bruun, sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen i den engelske Premier League.

Det er igen blevet tid til 'Bruun barometer':

BRASILIANSK BOMBER

De fleste ville nok sige, at 40 mio. pund for en spiller som Richarlison er mange penge. Hvem Richarlison, er måske oven i købet nogen, der vil spørge. Men den 21-årige brasilianske angriben blev altså op til sæsonen købt af Everton, som hentede ham i Watford for en pris, der i løbet af bare en enkelt sæson var blevet firdoblet. En voldsom pris? Det er de fleste enige om. Pres på Richarlison inden debuten? Ja, mon ikke? Og hvad gør man så, hvis man er god? Ja, så går man da bare direkte ind på holdet og scorer to gange, det ene af målene genialt sat ind fra en spids vinkel (se det i videoen øverst!). Hold øje med Richarlison, et bud på brasiliansk fodbolds kommende angrebsstjerne.


UTROVÆRDIGE TOTTENHAM

Tror I, jeg havde sikret mig en billet til Tottenham-Liverpool? Fed kamp og helt, helt speciel, fordi det var den kamp, der skulle indvie Tottenhams nye stadion, Tottenham Hotspur Stadium, også kendt som det tidligere White Hart Lane. Nå, men sådan bliver det bare ikke. Tottenham, der hele tiden har fastholdt, at det nye stadion nok skulle stå klar til sæsonens anden hjemmekamp, har nu meddelt, at de er nødt til at spille deres kommende hjemmekampe på Wembley. Ganske som i sidste sæson, hvor Spurs-supporterne hævdede, at deres hold spillede 38 udekampe. Tottenham henviser til ”problemer med sikkerheden”. Ja, tak, siger jeg bare - og med troværdigheden!