Nogle midtjyder har lært at spille europæisk.

Og så har de ovenikøbet ikke fumlet rundt i Superligaen samtidig.

Til gengæld har en klub lidt længere nordpå virkelig fumlet rundt i pokalen efter en pinlig blamage mod et hold fra den tredjebedste række.

Du får Bruuns barometer her:

Lærepengene er betalt

I mange sæsoner var det en stående vittighed at høre FC Midtjylland tale om »europæiske lærepenge«. Hermed mente midtjyderne, at de endnu ikke have samlet rutine nok til at begå sig på den internationale scene.

Det har de nu, kan jeg konstatere, for det begreb dækker over to ting: For det første at en klub kan klare sig i Europa, og det har FCM kunnet. At komme i gruppespillet i Champions League og få et par point mod stærke modstandere er mere end godkendt. For det andet at en klub ikke falder sammen i den hjemlige turnering samtidig med, at fokus er på Europa.

Også den del er lykkedes for FC Midtjylland, der trods det sammenpressede program ligger nummer et i Superligaen. Det gør også, at FCM lige nu fremstår som klare favoritter til endnu et dansk mesterskab.

AaB's pinlige pokalexit

Det er aldrig godt, når et Superligahold ryger ud af pokalen mod et hold fra den tredjebedste række. Men når det lavere rangerede holds turnering er stoppet mere end to uger forinden, og det lille hold er afskåret fra at benytte sin normale hjemmebane, så er det direkte pinligt.

Det var sådan, det var, da AaB røg ud af pokalen mod B.93. Kampen måtte spilles i Farum Park, fordi Østerbro Stadion er lukket for i år. AaB stillede tilmed med et stærkt hold, lige netop for at undgå en blamage. Det lykkedes ikke, for de undertippede københavnere vandt 1-0 i en kamp, hvor AaB's fortrædeligheder blev understreget med en skade til Lucas Andersen og et rødt kort til Tim Prica.

Lige nu stirrer AaB ind i en lang, mørk vinter efter en ellers lovende start på sæsonen.