For dårlig til Sønderjyske, men god nok til engelsk traditionsklub.

Sådan er det gået for en dansk forward, der – efter at have floppet i Haderslev – har hamret så mange mål ind oppe i det nordlige Norge, at han nu kan belønne sig selv med at spille for en af de mest legendariske klubber i London.

En anden legendarisk klub må til gengæld sande, at nedrykning nu nærmest synes uundgåelig, og det var ellers ikke en klub, man nogensinde havde regnet med ville flirte med en tur ned i den næstbedste række i Tyskland.

Det er ingredienserne i denne uges udgave af Bruuns barometer:

Zinckernagels succes

Det var ikke noget karrierefremskridt, da Philip Zinckernagel i foråret 2018 skiftede til de norske oprykkere fra Bodø/Glimt. Han kunne ikke komme på holdet i Sønderjyske og valgte det, der i hvert fald set udefra var det første og det bedste alternativ. Men sikke en succes, han har haft.

I sin tredje sæson lavede Zinckernagel hele 19 mål og vandt mesterskabet med den lille, nordnorske klub, hvilket nu har udløst en stor kontrakt med de engelske Premier League-aspiranter Watford.

Tag ikke fejl. Watford er en betydningsfuld klub i England, placeret lige under de bedste. Der venter store oplevelser. Måske får Zinckernagel den første allerede lørdag aften, når hans nye klub møder selveste Manchester United på Old Trafford i en FA Cup-kamp.

Europas største nedtur

Den 17. januar 2020 vandt Schalke 04 2-0 over Borussia Mönchengladbach og lagde sig op på fjerdepladsen i den tyske Bundesliga. Var det Champions League, der vinkede forude? Ikke just. For siden har den tyske storklub ikke vundet en eneste kamp og runder snart et år uden sejre.

Inden denne weekends opgør mod Hoffenheim har Schalke ikke vundet i 30(!) kampe i træk. Det er en nærmest absurd nedtur for en klub, der som regel er med i feltet lige under den absolutte top. For mindre end ti år siden spillede Schalke 04 såmænd Champions League-semifinale mod Manchester United – og nu dette.

Nedrykningen synes uafvendelig for klubben, der har spillet i Bundesligaen i 30 år i træk. Det er denne sæsons største nedtur i europæisk fodbold.