Ynkelige giganter og årets detalje i Superligaen.

Vi lægger ud med de dårlige anmeldelser, og her må to store hold fra hovedstaden bare erkende, at de fedter med målene og ser decideret slappe ud i pokalen.

Lidt nord for selvsamme hovedstad er der til gengæld en spiller, som simpelthen kaster glans over fodbolden med sit sublime overblik og sin ditto teknik.

Du får Bruuns ugentlige barometer lige her:

Patetiske pokalsejre

Tænk, at FC København og Brøndby kun kan vinde sejre på et enkelt mål over amatørhold som Avarta og Ledøje-Smørum. Begge de små klubber havde ovenikøbet afgivet deres hjemmebanefordel, men alligevel kunne ingen af storholdene overbevise. Sejrene var nærmest patetiske.

Ifølge Jess Thorup spillede FCK en »fantastisk« første halvleg, mens Niels Frederiksen glædede sig over, at Brøndby havde været »i kontrol«. Altså, kom nu, Brøndby og FCK! I spiller på hjemmebane mod hold, der burde være klasser under jer. Så vind da 5-0! Eller i det mindste med et par overskydende mål.

Selv med de næstbedste spillere burde I jo kunne køre den slags modstandere ud af banen. Forskellen burde være enorm, men det var den bare ikke.

Rygaards show mod FCM

Det var fint nok at rose Kamaldeen og Abu Francis for mål og gode præstationer efter FC Nordsjællands sejr over FC Midtjylland. Men stjernen i showet var da ubetinget Mikkel Rygaard. Sjældent har jeg set så god en præstation i en Superliga-kamp. Sikke et overblik. Sikke en teknik.

Højdepunktet var naturligvis, da han sendte Nicolas Madsen ud efter øl med et sublimt touch, hvor han vippede bolden over sin angribende modstander og fortsatte sin aktion, som om intet usædvanligt var hændt. Det var årets detalje i Superligaen.

Efter at have set Rygaards præstation kan jeg ikke andet end at glæde mig til at skulle være i studiet til FC Nordsjællands kamp mod Vejle i dag.