Jon Dahl Tomasson glemmer formentlig aldrig opkaldet.
Det er tirsdag ved frokosttid, og han er netop rejst hjem til Holland, hvor han bor, efter endnu en fiasko-aften som Sveriges landstræner. Og pludselig ringer telefonen.

På displayet står der: 'Kim Källström'. Fodbolddirektøren i det svenske fodboldforbund. Han vil have fat i danskeren.
For et ydmygende 0-1-nederlag på hjemmebane til Kosovo har nemlig gjort Tomasson til noget, der nærmest minder om en hadet mand i Sverige. Og om få sekunder bliver han da også fyret over telefonen.
Slagtet – efter blot 18 kampe som svensk landstræner.
Fyringen kommer dog næppe som den helt store overraskelse for den tidligere landsholdsangriber.
De svenske aviser har nemlig været propfyldte med overskrifter om et krisemøde i det svenske fodboldforbunds bestyrelse, siden Jon Dahl Tomasson satte sig på flyveren tidligt om morgenen.
Der var simpelthen intet at gøre for danskeren. Han var 'Dead Man Walking'.
Det fortæller Daniel Kristoffersson, der er journalist hos Aftonbladet, til B.T.
»Hele bestyrelsen indkaldte til et hastemøde lige efter kampen, og her var alle enige om, at Tomasson skulle fyres med det samme,« siger han og fortsætter:

»Der var ingen vej tilbage for ham.«
Derfor gik der da heller ikke lang tid fra, at krisemødet var slut, til danskeren modtog det brutale opkald.
»Han fik beskeden lige efter mødet,« lyder det videre fra Daniel Kristoffersson.
Den svenske journalist kunne da også fornemme på flere af Sveriges fodboldstjerner, som han talte med efter mandagens ydmygende nederlag, at troen på danskerens evner for længst var sluppet op.
De fattede faktisk intet af Tomassons beslutninger:
»For mig var det ret tydeligt, at de ikke havde lyst til at fortsætte med ham som træner. Hans spilsystem var for kompliceret for spillerne. De anede ikke, hvad de skulle gøre.«
»En stor del af spillerne var meget utilfredse med ham. Flere rystede på hovedet af ham. Så der er i hvert fald noget med hans lederstil, som spillerne ikke har kunnet lide,« forklarer Daniel Kristoffersson videre.
Lederstilen er da også noget af det, som i løbet af 2025 har fået flere svenske profiler til at vende landsholdet ryggen – udelukkende på grund af Tomasson.

Én af dem er den mangeårige landsholdskeeper Robin Olsen, som tog bladet fra munden og kom med skarp kritik af danskeren.
»Jeg spiller ikke på landsholdet, så længe Jon Dahl Tomasson er landsholdstræner,« lød det blandt andet fra keeperen.
»Robin Olsen var hård i retorikken. Men han sagde egentlig bare, hvad mange på holdet tænkte,« fortæller Daniel Kristoffersson, inden han tilføjer:
»Ja... det har været dybt underligt, det hele.«
Den pludselige besked, som danskeren modtog, efter han steg ud af flyveren, har da også betydet, at han endnu ikke har fået mulighed for at sige ordentligt farvel til de spillere, han har stået i spidsen for i 19 måneder.
Men det skal han dog heller ikke forvente, han får lov til.
»Jeg tror, Tomasson ringer til nogle af spillerne. Måske Dejan Kulusevski, som han var tæt med. Men ellers tror jeg ikke, har får mulighed for at sige farvel,« afslutter Daniel Kristoffersson.