Thomas Frank er under pres hos Premier League-klubben Tottenham.
Danskeren, der kom til klubben i sommer, er under heftig modvind fra klubbens egne fans.
Senest blev han i weekenden buhet af banen, da London-klubben kun formåede at spille 1-1 hjemme mod Sunderland.
Den engelske journalist Jack Pitt-Brooke følger Tottenham tæt for The Athletic og har fulgt med i Thomas Franks første tid i klubben.
Og her er meldingen ret klar.
»Problemet for Thomas Frank er ikke resultaterne. Tottenham-fansene forventer ikke at være i top fire så tidligt. Problemet er spillet, der har været undervældende i næsten alle kampe,« lyder dommen fra Pitt-Brooke.

Thomas Frank var i sin første kamp som Tottenham-træner tæt på at tage et trofæ i Super Cuppen mod PSG, hvor man endte med at snuble til sidst.
Det gav håb for Tottenhams fans om en ny spillemæssig udvikling, men kigger man på Spurs' kampe over efteråret, har kritikken været massiv.
Danskeren har haft stort fokus på dødbolde, lange indkast og dueller, mens holdet scorer utroligt få mål.
Fansene har sunget om 'kedelige, kedelige' Tottenham, buhet af Thomas Frank og i det hele taget er utilfredsheden massiv blandt klubbens tilhængere.
Europa League-vinderne vil vinde. Men med flot fodbold. Og det skal ændres, hvis Frank skal overleve, mener den engelske ekspert.
»Selv når Spurs vinder, holder de buret rent og scorer på et hjørnespark. Så hvis Frank vil overleve hos Tottenham, skal han til at spille fodbold, som fansene vil se. Fordi halvvejs gennem sæsonen har han ikke overbevist nogen som helst endnu,« lyder det kort og kontant.
Frank har kontrakt frem til 2028.


