Den italienske fodboldspiller Roberta Picchi har fået en nedslående og hjerteskærende besked.

Hun har fået konstateret brystkræft.

Det bekræfter hendes klub, Como 1907, i en officiel udtalelse, som også er delt på det sociale medie X.

»Como 1907 kan bekræfte, at Roberta Picchi efter en række lægeundersøgelser er blevet diagnosticeret med brystkræft,« lyder det indledningsvist i udtalelsen.

Klubben slår samtidig fast, at man vil stå skulder ved skulder med den italienske spiller i den svære tid.

»Alle i Como 1907 står sammen med Roberta og vil give hende og hendes familie al den støtte, de har brug for i de kommende måneder.«

Som et markant tegn på opbakning har Como 1907 desuden valgt at forlænge Picchis kontrakt.

Den løber nu helt frem til afslutningen af sæsonen 2027/28.

Også Roberta Picchi har selv sat ord på den hårde tid.

I en story på Instagram sender hun en tak til alle dem, der har stået ved hendes side, siden hun fik den alvorlige besked.

»Tak til alle dem, der i denne omvæltende måned har stået ved min side: Klubben, hele personalet, lægerne, hospitalspersonalet, mine fantastiske medspillere, mine venner og ikke mindst min familie,« skriver hun.

Hun tilføjer:

»Intet kan tages for givet, og jeg er heldig.«