Fodboldklubben Esbjerg afbryder samarbejdet med cheftræner John Lammers med øjeblikkelig virkning. Assistenten Claus Nørgaard tager midlertidigt over.

Det oplyser superligaklubben mandag i en pressemeddelelse.

»Esbjerg har valgt at afbryde samarbejdet med John Lammers med øjeblikkelig virkning grundet manglende sportslige resultater.«

»Assistenttræner Claus Nørgaard tager over, indtil den rette afløser er på plads, skriver klubben.«

John Lammers er mandag morgen blevet orienteret om, at han ikke længere skal stå i spidsen som cheftræner for Esbjerg.

Beslutningen, der blev truffet efter søndagens 0-3-nederlag til Randers FC, udspringer sig af en skuffende spille- og resultatmæssig sæsonstart, der blandt andet kun har kastet fire scoringer og fem point af sig i ni superligakampe.

/ritzau/