Brøndbys cheftræner, Alexander Zorniger, var ikke udelt begejstret trods holdets første udesejr siden maj.

Hobro. Selv om de var bagud ved pausen vandt Brøndby deres første udekamp i Superligaen siden maj, da de søndag aften vandt med 2-1 ude over Hobro.

Sejren glædede Brøndbys tyske cheftræner, Alexander Zorniger, der dog ikke var udelt tilfreds med sit holds præstation.

- Jeg synes ikke, at denne sejr er noget specielt i forhold til sidste sæson, eller de øvrige sejre i denne sæson.

- Vi udnyttede vores chancer imod Hobro. Det er forskellen på den kamp og de øvrige kampe på udebane i denne sæson, siger træneren, der efter opgøret mod Hobro langede ud efter holdets indsats i første halvleg.

- Vi spillede langsomt og vandt ikke vores andenbolde. Det virkede som om, vi ikke var forberedte på Hobros spil, selv om det er noget, vi har trænet på, siger Zorniger.

Han udnyttede pausen til at skifte to mand ud. Det var dog ikke for at udstille de to spillere, understreger Zorniger.

- Det var ikke, fordi Besar og Lasse (Halimi og Vigen red.) underpræsterede mere end de øvrige. Hele holdet underpræsterede. Det blev bedre efter pausen, understreger den tyske træner.

Han havde til opgøret valgt at bænke de to angribere Teemu Pukki og den senere matchvinder, Kamil Wilczek. Det var af taktiske årsager, forklarer Zorniger.

- Vi ville skabe en bedre opspilssituation, for vi forventede en kamp som den, vi fik. Det handler ikke om en enkelt mands præstation, men om holdets præstation.

- Hvis vi vinder, gør alle det rigtige. Hvis vi taber, så gør alle noget forkert, påpeger cheftræneren, der ikke fokuserer på sejrens betydning for de kommende kampe.

- Det handler ikke om de kommende kampe, men om at udvikle holdet. I sidste sæson kunne vi ikke slå FC København, selv om alle roste vores spil.

- I denne sæson har vi slået FC København. Vi er på rette vej, men det kræver, at vi altid skal bringe vores eget spil ind på banen. Det er det, vi skal lære af kampen mod Hobro, understreger den tyske cheftræner.

I næste runde har Brøndby fordel af hjemmebane, når Sønderjyske lægger vejen forbi Brøndby Stadion.

/ritzau/