Brøndbys Lasse Vigen Christensen var en særdeles glad herre efter at have scoret tre mål mod Lyngby Boldklub.

Brøndby. - Det er en stor dag.

Sådan lød det fra Lasse Vigen Christensen efter en vild kamp på Brøndby Stadion søndag aften, hvor hjemmeholdet slog Lyngby Boldklub med 5-3 i Alka Superligaen.

Den 22-årige midtbanespiller, som har været i Brøndby i cirka halvanden uge, blev skiftet ind fra anden halvlegs begyndelse, og herefter leverede han et hattrick og blev kampafgørende.

- Det gik meget stærkt, så jeg tror lige, jeg skal hjem og sunde mig lidt, siger Lasse Vigen Christensen, som var meget glad for sit hattrick.

- Det er ikke noget, jeg går og forventer af mig selv, og det er ikke en situation, der er opstået ret ofte. Det er sikkert heller ikke en situation, der kommer til at ske hver uge, siger målscoreren.

Lasse Vigen Christensen har spillet tre kampe for Brøndby og har scoret fire mål.

Den øjeblikkelige succes bekræfter ham i, at han valgte rigtigt, da han besluttede at forlade engelske Fulham til fordel for Brøndby.

- Jeg sagde til folk omkring mig, at jeg troede, at det her ville blive godt. Nogen forstod mig, og andre gjorde ikke, men det er sådan nogle dage som i dag, jeg snakkede om.

- Det vigtigste for mig var, at det næste skridt i min karriere var til noget, jeg virkelig havde lyst til. Jeg tror godt, man kunne se på både mine holdkammerater og jeg, at vi synes, det er sjovt, siger Lasse Vigen Christensen.

Brøndby-træner Alexander Zorniger havde rosende ord om sin nye spiller.

- Han er en virkelig god spiller, og han har en rigtig god mentalitet. Det skal vi bruge i balancen på vores midtbane, fordi det bøvler vi meget med for tiden, siger Alexander Zorniger.

Lasse Vigen Christensen scorede sit første mål for Brøndby i sin debut i opgøret mod FC Nordsjælland.

/ritzau/