Trænerkabalen er ikke offentliggjort i Brøndby endnu, men Martin Retov fortsætter gerne som assistent.

Brøndby har endnu ikke offentliggjort sin cheftræner for den kommende sæson, men Martin Retov fortsætter gerne som assistent i klubben.

- Jeg kan sagtens se mig selv være assistenttræner i Brøndby i næste sæson.

- At jeg har været cheftræner i Brøndby i tre måneder giver mig en robusthed og nysgerrighed til, at jeg gerne vil være cheftræner på et tidspunkt, men det behøver slet ikke være nu, siger Martin Retov.

Han trådte til i Brøndby i februar, da klubben fyrede træner Alexander Zorniger, og dermed blev Retov opgraderet fra rollen som assistenttræner.

Lørdag kunne Retov så set sit hold vinde 2-0 ude over OB, og dermed sluttede Brøndby på fjerdepladsen i Superligaen på grund af en bedre målscore end netop OB.

Sejren sikrede Brøndby en playoffkamp mod enten Randers FC eller AGF om en billet til kvalifikationen til Europa League, alt imens har Retov ikke nogen anelse om sin fremtid.

Den nuværende træner satser dog på en hurtig afklaring.

- Jeg kan helt ærligt sige, at jeg endnu ikke ved, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg får noget af vide.

- Naturligvis håber jeg på en afklaring så hurtigt som muligt, og den må meget gerne komme i næste uge, siger Martin Retov.

Brøndbys finske forsvarsspiller Paulus Arajuuri er ikke sen til at rose den nuværende cheftræner i klubben.

- Det er ikke min beslutning, om han skal være cheftræner i klubben, men Martin Retov gør virkelig et fantastisk stykke arbejde i Brøndby.

- Vi har en god følelse på holdet, og vi nyder alle at spille fodbold, siger Arajuuri.

Brøndby spiller sæsonens sidste kamp på fredag mod enten Randers eller AGF.

/ritzau/