Niels Frederiksen og Brøndby fik en god start på fodboldbanen med en 4-1-sejr over finske Inter Turku i Europa League-kvalifikationen.

Mindre glat er det gået uden for banen, siden Niels Frederiksen tog over som Brøndby-træner.

Og onsdag kulminerede en hektisk start med ansættelsen af Carsten V. Jensen som fodbolddirektør samt afskeden med Ebbe Sand som sportsdirektør som en direkte konsekvens heraf.

»Det er en bestyrelsesbeslutning, og de mente, at der skulle ske noget andet. Jeg har haft et rigtig fint samarbejde med Ebbe. Jeg har været glad for at have ham som chef. Vi har selvfølgelig diskuteret en masse ting i forhold til trup og spillere, så jeg er ked af det på Ebbes vegne,« siger Niels Frederiksen til 6'eren.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Niels Frederiksen kom selv lidt sent ind i sit job som Brøndby-træner, da han først skulle have EM som U21-landstræner med, inden han satte sig i stolen på Vestegnen. Det er til gengæld gået smertefrit, fortæller han.

Nu ser han så frem til et nyt samarbejde med en mand, som han har haft masser at gøre med tidligere.

»Jeg kender også CV (Carsten V. Jensen, red.) rigtig godt fra mit samarbejde med FC Nordsjælland efter fire år som U21-landstræner. Jeg havde rigtig mange FC Nordsjælland-spillere med. CV har jeg også haft et rigtig godt samarbejde med, og derfor forventer og tror jeg også, at jeg får et fint samarbejde med CV,« siger Niels Frederiksen og fortsætter om Ebbe Sands exit og Carsten V. Jensens ankomst.

»Selvfølgelig giver det lidt turbulens. Men jeg synes, at vi i trænergruppen og spillertruppen har formået at sige, at det ikke er vores 'business'. Vi er her for at gøre vores job. Det synes jeg egentlig er lykkedes meget godt.«

Niels Frederiksen og Carsten V. Jensen skal nu i samarbejde finde ud af, hvordan truppen i Brøndby skal sammensættes. Og den nye Brøndby-træner fortalte, at han blandt andet ønsker en venstre back samt en kantspiller.