Brøndbys Marvin Schwäbe så uheldig ud i søndagens ligakamp mod AaB. Men Niels Frederiksen bebrejder ham ikke.

Brøndby måtte søndag tage hjem fra Aalborg uden point, da AaB udnyttede personlige fejl fra gæsternes side og vandt 2-0 i 3F Superligaens mesterskabsslutspil.

En af de fejl kom fra målmand Marvin Schwäbe, der mistede bolden til Frederik Børsting, som scorede kampens første mål.

- I fodbold begås der fejl. Marvin lavede en stor fejl til det første mål, men han har stået nogle fine kampe for os i foråret.

- Det sker jo. AaB scorede mål på store fejl, men de havde chancer til at score flere mål. Så det er ikke det, der gør det, siger cheftræner Niels Frederiksen.

Anfører og midtstopper Andreas Maxsø mener, at nordjydernes høje pres var med til at fremprovokere fejl hos Brøndby.

- De sad tæt på os og gik højt. Vi havde svært ved at spille os ud af presset.

- Man kan godt sige, at AaB havde læst på lektien, siger Andreas Maxsø.

Til kampen manglede Simon Hedlund og Samuel Mraz, der begge er testet positive for coronavirus. I stedet startede Jesper Lindstrøm og Mikael Uhre på toppen for Brøndby.

- Jeg synes, at vi har to gode erstatninger i "Jobbe" og Uhre. De ramte ikke deres niveau, men det var der ikke så mange spillere, der gjorde.

- Så det skal vi ikke bruge som en undskyldning. Det skal vi kunne håndtere, siger Niels Frederiksen.

Mraz og Hedlund skal i den kommende uge igen testes for Covid-19, før man ved, om angriberne kan være med mod FC Nordsjælland på torsdag.

/ritzau/