Johan Elmander har truffet mange rigtige valg som fodboldspiller – som forretningsmand ser det noget anderledes ud.

For pengene fosser simpelthen ud af det firma, som den tidligere Superliga- og Brøndbystjerne for få år siden har etableret med sin hustru, Amanda.

Ifølge Expressen har Skönhetsfabriken tabt lige omkring 20 millioner kroner over de seneste seks år.

Der er 26 personer ansatte i firmaet, der satser på hudpleje, fitness og wellness.  Der tilbydes også botox-behandlinger og osteopati hos Skönhetsfabriken, der ligger i Göteborg.

Men firmaet har hver eneste år siden åbningen i 2012 har der været blodrøde tal i regnskaberne.

Expressen har regnet sig frem til, at firmaet har kostet den i dag 35-årige Johan Elmander og hustruen 315.000 kroner om måneden – det svarer pudsigt nok sådan cirka til den månedsløn, som den svenske fodboldspiller hentede i sin anden og sidste periode i Brøndby. Hvor han dog kun var i to år.

Parret regner dog stadig med, at Skönhetsfabriken bliver et økonomisk hit.

»Vi regnede med, at det ville blive en stor investering for os, som skulle tage x antal år, men vi kan se, at underskuddet mindsker,« siger 33-årige Amanda Elmander til Expressen.

Regnskaberne viser, at hun ikke har hævet løn til sig selv i perioden – og hun fortryder ikke skønhedssatsningen.

»Nej, jeg tror på, at vi kommer til at se en øget efterspørgsel i den her branche,« siger Amanda Elmander, der holder døren åben for nye investorer.