Det eksploderede i den gule del af Parken, da der blev fløjtet af. Ti års pokaltørke var overstået for Brøndby, da de hentede en 3-1-sejr over Silkeborg og kunne lade sig kåre som pokalmestre i 2018.

Og det var ikke bare specielt for de mange blågule fans. På sidelinjen stod Christian Nørgaard og skulle forsøge at sætte ord på sin lykke.

»Jeg er lidt tom for ord. Der er gået ti år uden nogen som helst titler - og så at være en af dem, der er med til at få det til at ske, det er specielt. Grunden til, at vi ikke er euforiske er, at der er en pokal mere, som vi går efter. Vi har en vigtig kamp igen på mandag,« sagde Christian Nørgaard til TV3+ efter kampen.

Det er mesterskabspokalen og den essentielle kamp mod guldrivalerne fra FC Midtjylland, som Christian Nørgaard havde øje på i den korte horisont. Mandag er der nemlig endnu en vigtig kamp for Brøndby, der derfor må vente lidt med fejringen. Det behøver fansene dog ikke.

»Det er godt, de har fire dage til at pleje deres tømmermænd. Vores fans har alle gode grunde til at fejre det her, for de har ventet i så mange år. Men vi skal være klar til mandag,« siger Christan Nørgaard, der har været igennem mange hårde år, hvor Brøndby ikke har vundet en eneste titel. Derfor gør det ekstra godt hos Brøndby-spillerne.

»Vi har været med, hvor det også har været helt ad helvedes til. Det er fantastisk. Hold kæft, hvor er jeg glad. Det er også en stor cadeau til hele trænerteamet, der har gjort det godt,« lyder det fra Nørgaard.