Brøndby-spillerne stod chokerede tilbage, da slutfløjtet lød.
For mandag aften tabte de blågule nemlig med 1-3 på hjemmebane til oprykkerne fra Fredericia efter en kamp, hvor hjemmeholdet fik to røde kort.
Og umiddelbart efter kampen var det da også en rystet Nicolai Vallys, der talte med TV 2.
Her havde Brøndby-stjernen nemlig svært ved at finde ord for det, der lige var sket på Vestegnen.
»Jeg ved ikke, hvad fanden der går galt. Det er alt for ringe. Jeg ved ikke, hvad fanden jeg skal sige. Det er pinligt,« lød det til TV 2, inden han fortsatte:
»Vi er alt for gode til at tabe på den her måde. Det skal vi være. Jeg er pissefrustreret. Det er pissehamrende pinligt. Vi løber efter bolden... på hjemmebane. Mod et hold, vi skal slå ni ud af 10 gange.«
Det var i øvrigt Noah Nartey og Marko Dickovic, der modtog de to røde kort og blev sendt tidligt i bad mandag aften.
Fredericia brød dermed en forfærdelig stime, da oprykkerne inden kampen havde tabt hele otte Superliga-kampe i træk.

