Brøndby-spiller kritiserer jagten på VAR-perfektionisme
Brøndbys Mads Frøkjær er træt af VAR og frygter, at følelserne helt fjernes fra fodbolden.

Brøndbys Mads Frøkjær er træt af VAR og frygter, at følelserne helt fjernes fra fodbolden.

Frustrationen lyste ud af Brøndby-spillerne, da de torsdag aften havde tabt til FC København i kampen om en billet til europæisk fodbold.
Især Jordi Vanlerberghe ytrede meget konkret og meget skarp kritik af dommerne, fordi hans mål til 2-2 i den forlængede spilletid blev underkendt for offside efter et meget langvarigt VAR-tjek.
Også Mads Frøkjær strålede af irritation, men hans kritik gik ikke så meget på den konkrete dom i slutfasen. Med en nærmest opgivende attitude fortalte han derimod om sin generelle foragt for dommernes videoværktøj.
- Fuck VAR, lød et af hans udbrud.
Han slog fast, at VAR ikke var skyld i Brøndbys nederlag til FCK. Det var Brøndby selv. Men han mener, at VAR generelt fylder alt for meget i kampene.
- Spillet er ikke gjort mere retfærdigt af, at dommerne har de der hjælpemidler, som alligevel ikke fanger det hele, siger han.
VAR blev indført i Superligaen i 2020 for at komme fejl til livs ved for eksempel scoringer eller manglende røde kort. Men hvis man spørger Mads Frøkjær, så er jagten på fejlfrit dommerarbejde umulig.
- Fodbold er fuld af fejl, og hvis der ikke havde været VAR, havde det været pissehamrende frustrerende, men så havde det været en menneskelig fejl. Nu er der VAR, og så forventer man noget perfektionistisk, som ikke eksisterer.
- Spil er fejl. Jeg laver fejl, alle laver fejl, dommerne laver fejl. Og så ville det sgu da være bedre, hvis vi efter kampen kunne give hinanden hånden og sige: ”Ved du hvad, det kan sgu godt være, jeg tog fejl i dag.” Så er man pissesur i momentet, men så kommer man videre, siger Frøkjær.
Han er desuden træt af, at måljubel kan være forgæves, fordi mål kan blive underkendt flere minutter senere, når VAR-dommerne har tjekket alle detaljer og vinkler igennem i slowmotion.
- Sport er følelser, og det værste, du kan gøre ved sport, er at fjerne følelser. Lige nu er vi i gang med at jage noget perfektionistisk retfærdighedspis, som ikke eksisterer i hverken livet eller sport. Jeg kan ikke se formålet med det, siger han.
VAR har været til diskussion i flere ligaer, siden det er blevet indført. I Premier League har man sågar stemt om at skrotte det, uden at det dog blev tilfældet. I Norge har et flertal af klubberne været enige om at droppe VAR, men fodboldforbundet afviste at afskaffe det.
I Brøndby står Mads Frøkjær og holdkammeraterne nu foran en sæson uden europæisk fodbold på programmet.
- Nu skal vi på fucking ferie og have ilt til hjernen. Så må vi starte på en frisk efter sommer. Og så er det bare at se fremad. Nu har vi i hvert fald ingen undskyldninger for ikke at være friske til Superligaen, for der er ingen midtugekampe.
- Og så må vi bevise, at vi er bedre end det her, siger Mads Frøkjær med henvisning til sæsonen, som sluttede med en lunken fjerdeplads og et pokalexit i ottendedelsfinalen.
/ritzau/