Brøndby og den tyrkiske fodboldklub Göztepe er blevet enige om et salg af superligatopscorer Kamil Wilczek.

Brøndby er nået til enighed med den tyrkiske fodboldklub Göztepe om et salg af superligatopscorer Kamil Wilczek.

Det oplyser Brøndby på klubbens hjemmeside.

Efter fire år i Brøndby-trøjen har klubben givet den polske angriber lov til at besøge den tyrkiske klub og forhandle sine personlige vilkår på plads.

Klubberne er nået til enighed om en aftale, oplyser Brøndby.

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller, at pengene fra handlen kan bruges til andre investeringer.

- Kamil vil altid have plads i vores hjerter og historie, siger Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside og tilføjer:

- Hvis de sidste detaljer falder på plads, vil skiftet samtidig sikre en vigtig økonomisk kompensation, der kan reinvesteres, hvilket gør Kamils tid i Brøndby til et mønstereksempel på, hvordan vi sikrer klubbens udvikling fremadrettet.

Allerede for et halvt år siden havde angriberen mulighed for at skifte klub.

- Dette skifte blev dog aldrig til noget, og efterfølgende aftalte vi, at begge parter forberedte sig frem mod muligheden, hvis den skulle opstå igen, siger fodbolddirektøren.

Blandt andre Brøndby-angriberen Samuel Mraz er en af de mulige afløsere for Wilczek.

Polakken er stolt over sin tid i Brøndby, fortæller han inden sit forestående farvel til klubben.

- Det er en ære, jeg altid vil have med mig, og især pokalfinalesejren i 2018 står for mig som et stort højdepunkt i min karriere.

- Nu håber jeg, at de sidste detaljer falder på plads på mit besøg dernede. Det har været vigtigt for mig, at klubben bliver kompenseret, siger Wilczek.

Det er kun tre dage siden, at Brøndby solgte midtbanespilleren Dominik Kaiser, og dermed er de to mest scorende spillere i denne sæson væk.

Ud af de 37 mål, Brøndby har lavet i Superligaen, er de 25 sat ind af Wilczek og Kaiser.

Wilczek blev i 2018 og 2019 kåret som årets spiller i Brøndby og er noteret for 163 kampe og 93 mål.

/ritzau/