Bent Christensen stopper som akademichef i FC Midtjylland efter mindre end et år i klubben. Årsagen er personlige forhold.

Det oplyser Superliga-klubben lørdag på sin hjemmeside.

»Bent har af personlige årsager ikke mulighed for at fortsætte i rollen. Det har vi haft en åben og ordentlig dialog om, og beslutningen er truffet i gensidig respekt og med blik for det, der er rigtigt i situationen,« siger fodbolddirektør Jacob Larsen til klubbens hjemmeside.

»Vi takker Bent for hans indsats og ønsker ham alt det bedste fremover,« tilføjer han.

Den 59-årige Bent 'Turbo' Christensen kom til FC Midtjylland fra Brøndby IF, hvor han gennem en årrække var ansat i forskellige roller, blandt andet som assistenttræner. Som spiller vandt han fem danske mesterskaber med Brøndby.

'Turbo-Bent', som den tidligere målræv blev kaldt, nåede desuden 28 landskampe for Danmark og scorede otte mål.

Til FCMs hjemmeside siger Christensen, at han er taknemmelig for at have været en del af klubben og arbejdet med 'nogle af landets mest talentfulde unge spillere samt dygtige medarbejdere'.

»Selvom samarbejdet nu ophører, ser jeg tilbage på tiden i klubben med glæde og respekt.«

»Jeg ønsker FC Midtjylland alt det bedste fremover og er overbevist om, at klubben vil fortsætte sin stærke udvikling som en af Danmarks absolut bedste klubber,« siger Christensen.

Samtidig oplyser FCM, at Jacob Nielsen overtager posten som akademichef. Han har tidligere været akademitræner i klubben gennem flere år og bliver nu forfremmet til en lederstilling.

»Jacob er et stærkt eksempel på, at vi udvikler ledere indefra i FC Midtjylland. Han har taget store skridt, han kender vores hverdag, og han har vist, at han forstår den måde, vi arbejder med udvikling,« siger fodbolddirektør Jacob Larsen til klubbens hjemmeside.

Derudover bliver Svend Graversen ny cheftræner for klubbens U19-hold.

Graversen har tidligere været sportschef i FC Midtjylland og har senest arbejdet med klubbens internationale relationer. Nu vender han tilbage til det midtjyske akademi som træner.