Efter et halvt liv i Danmark flytter Auri Skarbalius tilbage til Litauen. Med sig tager han kærligheden til ’et andet hjemland’. BT har talt med træneren om, hvordan han er blevet halvt dansker gennem de seneste 22 år.
Der er gået 22 år, siden Auri Skarbalius som ung, uprøvet fodboldspiller gik all-in på karrieren. Han forlod Litauen med sin hustru og sin kun etårige datter. Og ankom til Danmark. Og ikke mindst til Brøndby.
22 år. Eller med andre ord et halvt liv for den voksne mand på 44 år, der nu flytter tilbage til fødelandet efter et ophold i det lille skandinaviske land, der blev noget længere end først antaget.
Auri Skarbalius tiltræder i dag som cheftræner i den store litauiske klub FC Zalgiris, hvor han i øvrigt også selv spillede som helt ung teenager. På den måde er der flere tråde, der skaber sammenhænge gennem tiden. Og ambitionerne er tydelige: Vilnius-klubben skal igen være størst og stærkest i det baltiske land.
Efter et halvt liv i Danmark flytter Auri Skarbalius tilbage til Litauen. Med sig tager han kærligheden til ’et andet hjemland’. BT har talt med træneren om, hvordan han er blevet halvt dansker gennem de seneste 22 år.
Der er gået 22 år, siden Auri Skarbalius som ung, uprøvet fodboldspiller gik all-in på karrieren. Han forlod Litauen med sin hustru og sin kun etårige datter. Og ankom til Danmark. Og ikke mindst til Brøndby.
22 år. Eller med andre ord et halvt liv for den voksne mand på 44 år, der nu flytter tilbage til fødelandet efter et ophold i det lille skandinaviske land, der blev noget længere end først antaget.
Auri Skarbalius tiltræder i dag som cheftræner i den store litauiske klub FC Zalgiris, hvor han i øvrigt også selv spillede som helt ung teenager. På den måde er der flere tråde, der skaber sammenhænge gennem tiden. Og ambitionerne er tydelige: Vilnius-klubben skal igen være størst og stærkest i det baltiske land.
Så han tager tilbage til sit fødeland for at kunne opfylde de krav bedst muligt, mens hustruen og børnene Dominyka på 23 år og Augustas på 15 år bliver boende i det, som den tidligere fodboldspiller og nuværende træner kalder ’et andet hjemland’. Danmark.
»I trænerverdenen ved man ikke, hvor lang tid man er ét sted. Derfor er man som træner på det her niveau afklaret med sådan en situation. Jeg kommer til at bo i Vilnius, og en gang imellem tager jeg til Danmark, for jeg ville aldrig flytte min familie, med mindre der var tale om en jobsikring i mange år,« siger Auri Skarbalius, der har fået en treårig kontrakt med FC Zalgiris.
Når du nu tager til Litauen, føler du det så som at komme hjem igen?
»Ja, det gør jeg. Men hver gang vi gennem årene har rejst til Litauen, har vi følt, at vi har manglet og savnet det, der er godt i Danmark. Og i Danmark savner vi det, vi har i Litauen. Det kommer aldrig til at være sådan, at det ene land kommer til at være mere hjemland end det andet efter så mange år. Jeg er blevet formet meget som menneske her, både med kultur, opdragelse og mentalitet. Efter 22 år hér føler jeg mig som halvt dansker og halvt litauer.«
Når man beder Auri Skarbalius om at nævne de gode sider ved Danmark, er han næsten ikke til at stoppe. Det bliver en dechifrering af de positive ting ved det danske velfærdssamfund – set med litauiske øjne: At der er orden i tingene, at der planlægges, at aftaler bliver overholdt, systematikken, det sociale liv, pragmatismen, det politiske system, systemet generelt, faciliteterne både i samfundet og i sportens verden. Sagligheden.
»Alle de ting har jeg virkelig nydt. Jeg plejer at sige, at Danmark er paradis på jord. Vi har virkelig været privilegeret ved at have fået sådan en start på livet og har kunnet give vores børn sådan en opvækst,« som han siger.
Dengang i 1995 kom han fra et Sovjetunionen i opbrud, et Østeuropa i opbrud. Opvokset bag jerntæppet inden grænser blev nedbrudt og nye bygget op.
»Jeg er stolt af at have prøvet den vestlige verden. Ikke mange østeuropæere lykkedes i den vestlige verden, fordi kulturen var så anderledes. Det er lykkes for mig. Jeg føler, at jeg nu kan tage den vestlige model, den danske model med tilbage til Litauen. Det gælder også måden at spille fodbold på, måden at tænke fodbold og måden at behandle andre mennesker på. «
Auri Skarbalius tager også en bid af Brøndby med tilbage til sit hjemland. For man kan ikke nævne hans navn uden også at komme til at tænke på Vestegnsklubben, der i store træk er synonym med de fleste af de seneste 22 år i litauerens liv. Kærligheden til det blågule er lige så stor som til det rødhvide.
Vil du sige, at du lykkedes mest som spiller eller træner?
»Puha, det er svært at sige … men jeg vil sige, at jeg i sidste ende nok er meget godt tilfreds med begge ting. Jeg var ikke et stort talent, men med vedholdenhed, flittighed og målrettethed fik jeg resultater. Det er kæmpestort for mig. Jeg kom som litauer og blev kaldt den værste venstre back, da jeg skulle spille venstre back uden at have prøvet det. Alligevel blev jeg venstre back i 10 år … det er da sjovt nok.«
»Og jeg knoklede mig op i systemet, overbeviste om, at jeg var god nok. Min første trænerlicens bestod jeg allerede, mens jeg stadig spillede fodbold, for jeg har altid drømt om at blive træner – og bare det at prøve at være træner i Brøndby er jo kæmpestort. Mange trænere får ikke lov at træne sådan en klub på det niveau i hele deres liv.«
Hvis man beder Auri Skarbalius om at koge sine 22 år i Danmark ned til nogle sportslige overskrifter – plusser og minusser – bliver det til denne liste:
- Fem danske mesterskaber som spiller og Champions League-deltagelsen i 1998 på den positive side.
- Den missede Champions League-deltagelse i 1996 soldet bort på trods af en 3-0-føring over polske Widzew Lodz og den efterfølgende korsbåndsskade på den negative side.
- Brøndbys grufulde 2012-13-sæson, hvor han som træner kun i den allersidste kamp undgik at rykke ud af Superligaen – og efterfølgende blev fyret af den nytiltrådte formand, Aldo Petersen – er overraskende nok med på plus-listen.
Selv om han i den uge, der fulgte, måtte ligge på trampolinen hjemme i haven, inden han sådan rigtigt kunne trække vejret igen.
»Hvordan kan det være anderledes? I den værste periode som træner, som klub, formår vi alligevel at stå sammen og overleve den truende kæmpe, kæmpe katastrofe. Det er en stor ting at opleve i livet, og det er ikke alle, der er så privilegerede at få lov til det. Jo længere man kommer på afstand, jo mere forstår man, hvor galt det var. Hvor dårligt, skidt, katastrofalt det ville have været i resten af vores liv, hvis vi var rykket ned. Men i den største modgangsperiode prøvede vi det værste og overlevede det. Sådan en periode er både meget fascinerende for dig som menneske, fordi du dyrker grænsen mentalt, og også megahård. Når du kommer om morgenen, skal du komme med brystet skudt frem og gå forrest – der er ikke nogen, der kommer og hjælper dig. Det er dig.«
»Det er også derfor, jeg er så glad for, at Alexander (Zorniger, red.) er lykkedes. Han kommer med de gamle værdier. Simple værdier: Vær fokuseret, vær vedholdende og arbejd for de andre. Så kommer tingene.«
De samme tillægsord håber Auri Skarbalius, at danskerne vil huske ham for. Og som en ærlig mand, der altid har sagt sin mening.
»Og så håber jeg, at jeg bliver husket som en, der er bedre til at snakke dansk end jeg var i begyndelsen,« tilføjer han med et grin.
Og det danske sprog bliver da heller ikke pakket væk. Ikke bare bliver familien jo boende i Danmark, her kan Auri Skarbalius også nemt ende igen.
»Hvem ved? Nu er det en treårig aftale i Litauen, men jeg ved jo ikke hvor lang tid, jeg kommer til at være derovre, og jeg ved heller ikke, om der kommer et job i Danmark. Det har jeg ikke udelukket. Danmark er ikke mit andet hjemland – det er et andet hjemland, som jeg føler mig virkeligt, virkeligt hjemme i. Så der er stor sandsynlighed for, at jeg havner i Danmark igen.«
