Mogens Krogh er blevet ansat som cheftræner i Næstved Boldklub.

Målmanden, der i mange år var en sikker sidste skanse i Brøndby og fik 353 kampe i den blå-gule klub, skal fra sommer afløse den afgående Preben Christensen, som for få dage siden meldte sin afgang. 

- Vi er sindssygt stolte af at kunne præsentere Mogens Krogh som ny cheftræner efter sommerferien. Vi føler, at vi har fundet den helt rigtige profil til klubben. På forhånd havde vi lagt os fast på, at vi enten ville have en meget erfaren træner eller et trænertalent med erfaring som spiller fra højeste niveau, siger direktør i Næstved, Preben Jul Pedersen, til klubbens hjemmeside.
 
- I Mogens har vi fundet en person, der har prøvet rigtig meget som spiller, og som vil den type offensiv fodbold, som vi ønsker, fortsætter Preben Jul Pedersen.

Mogens Krogh kommer fra en stilling som cheftræner i Nordvest FC, ligeledes i 2. division Øst. Han er lige som Preben Jul Pedersen fuld af begejstring over sit nye job og glæder sig til at skulle kombinere arbejdet på træningsbanen med en rolle i klubbens salgsteam.

- Det er et perfekt match for mig, at der er tale om en kombineret stilling. Jeg har min primære erhvervserfaring i forhold til salg og kundepleje. At jeg så samtidig kan kombinere det med en stilling som træner, hvor jeg kan forfølge de drømme, jeg har som cheftræner, er helt optimalt, siger den tidligere landsholdsmålmand, som nåede at få 10 kampe i nationaldragten.

50-årige Mogens Krogh er ansat på en funktionærlignende kontrakt i Næstved Boldklub.