En af dansk fodbolds allerstørste klubber gennem tiderne er i eksistentiel krise.

Gennem adskillige centrale kilder med et unikt indblik i det indre liv i Brøndby IF tegner B.T. nu et portræt af problemerne i klubben fra Vestegnen.

Samtalerne afslører et grumt billede af, hvordan klubbens amerikanske ejerskab siden efteråret 2022 har udhulet de blågules unikke kultur og lokale forankring.

Magten er flyttet til USA, og det har medført katastrofale konsekvenser for klubbens identitet, sportslige resultater og fremtid. 

Sådan lyder den hårde kritik fra flere centrale kilder, der peger på langt større problemer end blot 11 kampe uden sejr samt rasende fans på lægterne.

»Alle, jeg taler med, er rystede over det, der sker. Det er følelsen af, at klubben er ved at forsvinde fra det Brøndby, man kender,« lyder kritikken fra en kilde. 

Brøndby-fansenes bannere rettet mod GFH-ejerskabet.
Brøndby-fansenes bannere rettet mod GFH-ejerskabet. FOTO: Lasse Vøge

B.T. har via Brøndbys presseafdeling forsøgt at få svar fra GFH-folkene Scott Krase og Scott McLachlan, fodbolddirektør Benjamin Schmedes, cheftræner Steve Cooper samt bestyrelsesformand Jan Bech Andersen. Sidstnævnte afviser i den forbindelse kritikken:

»Kigger man på de seneste kampe, spiller vi med fire danskere i startopstillingen og mellem fem og syv spillere af egen avl i truppen. Lokal forankring kan være mange ting. Er det rigtigt, vi har en udenlandsk træner, en udenlandsk fodbolddirektør og udenlandske spillere? Ja.«

»Men klubbens rødder har altid boret sig meget langt ned i jorden på Vestegnen. Det ændrer en række kampe uden sejr ikke på,« skriver Jan Bech Andersen i et skriftligt svar til B.T.

Flere af de kilder, som B.T. har snakket med, peger dog på, at den ændrede magtstruktur i klubben er helt skæv og skaber store problemer for udviklingen.

Brøndby har i klubbens levetid nemlig altid slået sig op på at være et unikt, lokalt forankret fællesskab med stærke danske værdier.

Men reelt findes der ingen magt centralt i de lokaler i Brøndby, hvorfra klubbens tidligere formand Per Bjerregaard byggede klubben op fra bunden.

For det hele styres med hård hånd fra New York og Delaware, hvor GFH (Global Football Holdings, red.) og medejer David Blitzer har hovedsæde, peger kilderne på.

Jan Bech Andersen er ifølge kilderne blevet frataget reel indflydelse på trods af sin formelle rolle som bestyrelsesformand.

Han er med andre ord blevet kørt ud på et sidespor, lyder det. Det forholder han sig dog ikke til i de svar, B.T. har modtaget. 

I flere år har ansatte i klubben ellers været vant til, at Jan Bech Andersen har udstukket retningen på alt fra de store linjer til helt små detaljer i dagligdagen.

Men fra den ene dag til den anden ændrede alt sig efter salget til GFH, da David Blitzers højre hånd, bestyrelsesmedlem og GFH-repræsentant Scott Krase kom til. 

Pludselig skulle den danske rigmand vænne sig til, at alt skulle forbi USA, fortæller kilder. En omstilling, der var var 'meget svær' for Jan Bech Andersen, siger kilder.

Foruden Krases indtog spiller bestyrelsens næstformand og Head of Football i GFH, Scott McLachlan, også en stor rolle. 

McLachlan har det overordnede ansvar for GFHs i alt otte fodboldklubber – heriblandt Brøndby.

»Han kommer ind to dage om måneden, og så har han lige pludselig de vises sten i Brøndby. Men så er han væk igen tre dage efter. Man tror, det er løgn. Det holder jo ikke. Han aner ikke, hvad der foregår,« siger en kilde.  

Jan Bech Andersen mener dog ikke, at det er et problem, at ejerskabet ikke er en del af dagligdagen i Brøndby.

»Som ejerskab og bestyrelse må man ikke være for tæt på og heller ikke for langt fra. Den daglige sportslige ledelse skal kunne agere uden at blive kigget over skulderen, men samtidig føle tilgængeligheden og tilstedeværelsen fra et ejerskab.«

»Jeg ved, Scott McLachlan så sent som i sidste uge var i klubben i flere dage, men det er ikke et ejerskabs job at være i en klub hver dag og hver uge. For det vil bare skygge for den daglige ledelse. Det gælder uanset hvilken organisation eller virksomhed, der er tale om,« skriver han i et skriftligt svar.

Ifølge kilder er det ikke kun her, at magten er flyttet ud af Brøndby.

For med ansættelsen af walisiske Steve Cooper som cheftræner har de amerikanske ejere sat alt ind på en ny kurs.

Bestyrelsesmedlem Scott Krase.
Bestyrelsesmedlem Scott Krase. FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En kurs, hvor Cooper har fået det, som han ville, lyder det videre. På trods af en historisk ringe forårssæson, hvor intet er lykkedes.

Kilder fortæller nemlig, at Cooper reelt har en direkte linje til ejerskabet i USA – altså uden om Brøndbys nu afgående fodbolddirektør, Benjamin Schmedes. 

Det kom til udtryk i januar, da Brøndby brugte millioner af kroner på nye spillere til waliseren.

»Schmedes fik en ønskeseddel af Cooper uden at have noget at skulle have sagt. Han stod bare for forhandlingerne,« siger en anden kilde. 

Ifølge Jan Bech Andersen er det normalt, at Brøndbys cheftræner er i direkte kontakt med ejerne.

»Selvfølgelig taler vores cheftræner med ejerskabet. Det gjorde hans forgængere også. Vi har haft ugentlige møder hver fredag, hvor Benjamin Schmedes og Steve Cooper er mødtes med bestyrelsens sportslige udvalg. Det er i den gruppe, et transfervindue både planlægges og udføres, og her træffer vi beslutningerne i fællesskab,« siger bestyrelsesformanden i et skriftligt svar.

Netop Schmedes var ellers GFH's mand, da han kom til klubben i 2024 som afløser for fodbolddirektør Carsten V. Jensen – bedre kendt som 'CV'.

Indtil da lykkedes det ellers 'CV' at skærme trænerstaben og spillertruppen fra det amerikanske ejerskab, påpeger flere kilder.

Men så blev han fyret, og tyskeren blev hentet ind som erstatning.

Og derfra begyndte den helt store udrensning af folk med Brøndby-blod i årene, lyder kritikken videre. 

»'CV' forsøgte at holde fast i den danske model. Men det ændrede sig fuldstændig, da han røg væk. Nu er alt udenlandsk. Der er slet ikke noget dansk tilbage i klubben. Det er et kæmpe problem. Det har sejlet fuldstændig,« siger en kilde og fortsætter:

»Strukturen er hele problemet. Hver gang, man ryger et led op, så falder der informationer ned mellem to stole. Og det kan et ugentligt Teams-møde altså ikke redde.«

Flere eksperter og tidligere klublegender har de seneste uger i øvrigt kritiseret Brøndbys trupsammensætning.

En sammensætning, der er et resultat af alt for mange kokke og for mange magtkampe, lyder det.

Et eksempel foregik i sommeren 2023.

Her købte de blågule det unge polske talent Mateusz Kowalczyk fra LKS Lodz. Et køb, der – ifølge kilderne – udelukkende kom i stand på grund af Scott Krases involvering på baggrund af Brøndby-bossens eget netværk.

Scott McLachlan og Jan Bech Andersen i samtale i 2024.
Scott McLachlan og Jan Bech Andersen i samtale i 2024. FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Polakken blev angiveligt hentet for knap 10 millioner kroner.

Kowalczyk spillede dog kun ét minut i Superligaen, inden han blev solgt tilbage til Polen i 2025.

Men i samme transfervindue ville Jan Bech Andersen også lege med. Kilder helt tæt på klubben beskriver nemlig, at rigmanden ofte foreslår et hav af spillere, når transfervinduet er åbent.

Og da ejerskabet udmærket er klar over, at danskeren bringer mange millioner til bordet, gav man grønt lys, da han selv havde opstøvet angriberen Emmanuel Yeboah i sit eget netværk.

Yeboahs ankomst var dog ikke noget, man ifølge B.T.s oplysninger var bekendt med i trænerstaben, før handlen blev meldt ud. 

Angriberen er på trods af sin status som Brøndby-flop stadig på kontrakt. I øjeblikket er han dog lejet ud til Halmstads BK i Sverige. 

Han blev i øvrigt hentet for et lignende beløb som Kowalczyk. Jan Bech Andersen forholder sig ikke til den konkrete handel i de svar, B.T. har modtaget. 

Men ifølge flere kilder er det blot et eksempel på, hvordan ledelsen er ved at ødelægge den kultur, som klubben ellers har opbygget igennem en lang årrække.

»Når man begynder at shoppe amok i alverdens hjørner… jamen, det er jo ikke foreneligt med kulturen i Brøndby,« lyder det blandt andet.

De mange internationale spillere og den manglende danske forankring er en problematik, som enkeltpersoner – ifølge B.T.s oplysninger – har forsøgt at italesætte på de indre linjer. 

Men det har vist sig at være en noget nær umulig opgave med en struktur, hvor man, som en kilde peger på, skal gennem en tysk fodbolddirektør, som refererer til en engelsk Head of Football i London, der refererer til ejerne i USA.

»Man behøver ikke at ødelægge en kultur eller hive hele fundamentet ud, bare fordi man ønsker at skubbe noget i en bestemt retning,« afslutter endnu en kilde.

Brøndbys ejerskab og ledelse har fået forelagt indholdet af denne artikel via klubbens presseafdeling.

Det har dog ikke været muligt at få svar fra Scott Krase, Scott McLachlan, Steve Cooper eller Benjamin Schmedes på kritikken.