Én mand var i bedre humør end alle andre i Parken, og han gjorde intet for at skjule det.

For efter at have afgjort et højdramatisk - og drønvigtigt - guldderby med en sen 2-1-scoring i Parken var Brøndbys hollandske Sean Klaiber i hopla foran pressen på rivalernes hjemmebane.

»Hvordan er det at være Klaiber lige nu? - det er lovely, hahaha!«

»Det er rigtig godt at være Sean Klaiber hver dag. Klaiber har en meget smuk kone, to børn - mit liv kan ikke være bedre, gutter,« sagde den hollandske wingback, der i denne sæson har taget vestegnen med storm.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og én, der denne mandag blev blæst omkuld af hvirvelvinden fra Holland, var holdkammerat Daniel Wass, der ikke havde set det komme, at Klaiber skulle blive matchvinder i Parken.

»Jeg var direkte i chok over, at Sean overhovedet scorede. Men det var dejligt, og jeg er glad på hans vegne.«

»Nu træner jeg med ham hver dag, og det er ikke mange gange, at han rammer den bold,« fortalte Wass med et smørret smil og fortsatte:

»Han er en klasse spiller, og jeg under ham rigtig meget det her. Nu prøver jeg at holde ham i kort snor, men det er lidt svært.«

Det har Wass formentlig ret i - for Klaiber nåede et karrierehøjdepunkt med sit mål.

»Det er dumt af ham at være i chok, selv om jeg ikke har den samme kvalitet som ham. Det var vidunderligt at score.«

»Ja, det er indtil videre mit bedste mål i karrieren, fordi det er i et derby og i et vigtigt moment. Målet kan måske blive afgørende for mesterskabet. Jeg vil ikke se for langt frem, men måske kan det give et mesterskab,« sagde Klaiber og fortæller, at målet faktisk var tegnet og tilrettelagt.

Ja, faktisk en detalje han har bedt om.

»Det var ikke heldigt. Jeg har sagt til Jacob Rasmussen, at han skal slå den til mig mere. Jeg råber altid på ham, for jeg ved, det kan blive farligt. Måske rammer jeg den ikke, men der kommer en duel, der kan blive farlig,« fortalte Klaiber om målet, der kom efter en forrygende diagonal-aflevering fra Rasmussen.

Selv om Brøndby efter mandagens kampe nu er nummer et - to point foran FC Midtjylland og fem foran FCK, så holder Brøndby-lejren benene på jorden.

»Det var en af ti kampe, og der er stadig 27 point at spille om. Det er en god sejr og det skal vi nyde, men i morgen begynder vi at koncentrere os om den næste,« lød det diplomatisk fra Daniel Wass.

Du kan læse B.T.s karakterer fra det intense og tætte opgør i Parken lige HER.