Brøndby har fået grønt lyst til at styrke økonomien. Klubben kan hente 127,5 millioner kroner på nye aktier.

Brøndby: Et enstemmigt flertal af aktionærerne har på en generalforsamling i virksomheden bag superligaklubben Brøndby vedtaget, at klubben kan få en kapitaltilførsel på op til 127,5 millioner kroner gennem et salg af 255 millioner nye aktier à 50 øre.

Det svarer til 2,5 gange af selskabets nuværende aktiekapital.

Kapitaltilførslen kan ske ad én eller flere omgange, men skal være sket inden 31. marts 2021.

Det er klubbens bestyrelse, som er bemyndiget til at planlægge det eller de prospekter, hvor der kan tegnes nye aktier.

Selv om forslaget blev enstemmigt vedtaget, var det ikke alle fremmødte på generalforsamlingen, som var tilhængere af muligheden for en så stor kapitaltilførsel, som det er tilfældet.

Tidligere har fanforeningen Brøndby Supporters Trust (BST) udtrykt bekymring for, at et udbud af så mange nye aktier vil kunne give klubben en ny ejer - for eksempel læskedrikgiganten Red Bull, der ejer fodboldklubber i Østrig, Tyskland, USA og Brasilien.

Frederik Gjørup Nielsen fra BST tog ordet på generalforsamlingen og gentog budskabet.

- Vi mener, der er behov for at få tilført kapital, men vi minder om, at det har taget ti år for skiftende ledelser at komme frem til en strategi, der er realistisk og økonomisk ansvarlig.

- Vi mener, det er vigtigt, at der er den samme ejerkreds efter en emission, sagde han.

Afgående bestyrelsesformand Jan Bech Andersen svarede på den kommentar:

- En kapitaltilførsel er med fortegningsret for eksisterende aktionærer. Hvis alle tegner deres aktier, så har vi den samme ejerkreds efter emissionen, lød det kort fra Jan Bech Andersen.

En forudsætning for at vedtage kapitaltilførslen var, at selskabskapitalen blev halveret. Det blev vedtaget på generalforsamlingen inden afstemningen om kapitaludvidelsen.

Generalforsamlingen var i første omgang sat til afholdelse 13. april, men den blev udskudt, fordi man havde glemt at anmelde datoen til Erhvervsstyrelsen i tide.

Tilbage i 2013 blev Brøndby tilført i alt 224 millioner kroner gennem to aktieemissioner.

I april i år lånte Brøndby fire millioner kroner af afgående bestyrelsesformand Jan Bech Andersen.

På generalforsamlingen blev Brøndbys kommende bestyrelse også valgt uden større overraskelser: Jesper Eigen Møller, Morten Albæk, Sune Blom (BST), Jim Stjerne Hansen, Thorleif Krarup, Christian Barrett og Sten Lerche. De to sidstnævnte er udpeget af Brøndbys amatørklub.

Det forventes, at Jesper Eigen Møller bliver ny bestyrelsesformand, når bestyrelsen har konstitueret sig.

/ritzau/