Brøndby IF stopper samarbejdet med cheftræner Steve Cooper. 

Det oplyser klubben på sin hjemmeside, hvor det også fremgår, at assistenttræner Alan Tate ligeledes stopper.

Ifølge klubbens ledelse er beslutningen truffet, fordi resultaterne ganske enkelt ikke har været gode nok.

»Med ansættelsen af Steve tog vi et valg, som vi både troede og håbede kunne løfte klubben til et nyt niveau. Det har det også gjort i flere aspekter, men hverken resultaterne eller præstationerne på banen er fulgt med,« siger næstformand i Brøndby IF, Scott McLachlan, i pressemeddelelsen.

Fyringen kommer dagen efter sæsonens sidste kamp og markerer endnu et voldsomt skifte i Brøndbys sportslige kurs.

Også assistenttræner Alan Tate er fyret.

Samtidig har klubben udpeget Julius Ohnesorge som ny fodbolddirektør med øjeblikkelig virkning. Den tidligere tekniske direktør overtager posten efter Benjamin Schmedes, som tidligere har meddelt sit farvel til klubben.

Og den nye fodbolddirektør lægger ikke skjul på, at Brøndby har mistet forbindelsen til klubbens identitet.

»Brøndby IF skal stå for noget klart. Et hold, en kultur og en retning, som enhver fan kan identificere sig med og være stolt af. Det har vi ikke været konsekvente nok til at demonstrere på det seneste,« siger Julius Ohnesorge.

Han varsler samtidig et opgør med den seneste periodes kurs i klubben.

»Det, vi skal nu, er at finde ‘hjem’ og ind til kernen af, hvad Brøndby IF er og skal være.«

Ifølge Brøndby begynder arbejdet med at finde klubbens nye cheftræner nu med det samme.