Brøndby forstærker truppen
20-årige Christopher Olivier skifter til Brøndby på en fireårig aftale fra tyske Stuttgart.

20-årige Christopher Olivier skifter til Brøndby på en fireårig aftale fra tyske Stuttgart.

Østrigske Christopher Olivier er ny mand på den københavnske vestegn, da Brøndby IF har hentet den 20-årige højreback i bundesligaklubben VfB Stuttgart.
Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.
Aftalen løber frem til sommeren 2030. Østrigeren får trøjenummer tre på ryggen, lyder det.
Christopher Olivier har primært gjort sig på Stuttgarts andethold.
Men Julius Ohnesorge, fodbolddirektør i Brøndby, fremhæver udviklingspotentialet hos backen.
- Christoph passer rigtig godt til den profil, vi leder efter, og den profil, som skal kendetegne vores trup: sultne og ambitiøse spillere, som kan præstere her og nu, men som samtidig har et stort udviklingspotentiale, siger han til klubbens hjemmeside.
Hovedpersonen selv kalder det en "fantastisk følelse" at kunne skifte tysk fodbold ud med en tilværelse i dansk fodbold.
- Det er en kæmpe klub med masser af fans og historie. Samtidig er det et virkelig fedt skifte for mig, hvor jeg også får mulighed for at vise mig frem på en større scene.
- Brøndby Stadion ser helt fantastisk ud på kampdage, så jeg glæder mig virkelig til at spille derinde, siger backen til Brøndbys hjemmeside.
RITZAU