Frederik Rønnow afløste Lukas Hradecky i Brøndby. Til sommer kan han efterfølge ham i tyske Frankfurt. Det bekræfter Brøndby-ejer Jan Bech Andersen

De har solgt én målmand til Frankfurt – nu kan de sælge en ny. Frederik Rønnow er efter alt at dømme i gang med sine sidste uger i Brøndby-buret. Til sommer skal han sælges efter to transfervinduer med knuste forhåbninger i de sidste timer. Destinationen kan blive den tyske Bundesliga-klub Eintracht Frankfurt.

Dén historie er ikke i sig selv ny. Det er til gengæld det faktum, at Frankfurts nuværende målmand, den tidligere Brøndby-keeper Lukas Hradecky, nu med sikkerhed forlader Frankfurt og dermed åbner en dør for Rønnow. Præcis som han gjorde, da han for tre år siden lod sig afløse af netop Rønnow på den københavnske vestegn.

BTs kilder fortæller, at Hradecky er færdig i Frankfurt til sommer. Og den kendsgerning gør de samtaler, der de seneste måneder har været omkring Rønnow særdeles relevante. Samtaler mellem både målmandens skiftende repræsentanter of den tyske klub – men også de to klubber imellem. Det bekræfter Brøndby-ejer Jan Bech Andersen.

»De (Eintracht Frankfurt, red.) er på banen og stiller spørgsmål. Men der er også et par andre klubber. Fælles for dem er, at de må finde deres checkhæfte frem,« siger Bech Andersen til BT.

En omvendt tur i grænsehandelen for Eintracht Frankfurt sandsynliggøres af et kuriosum. Lukas Hradecky og Frederik Rønnow repræsenteres således af den samme agent. Danske Ivan Marko Benes – som BT forgæves har forsøgt at få tag i - har sammen med klubberne nøglen til både den tidligere og den nuværende Brøndby-målmands fremtid. Han kan dermed udskifte én klient med en anden hos den tyske Europa League-bejler. Prisen kan dog blive en forhindring. Brøndby skal ifølge BTs kilder ikke gøre sig håb om at nå op i nærheden af de ca. 40 millioner kroner, Crystal Palace bød for to måneder siden. I stedet lyder cirka halvdelen af dén pris mere realistisk.

Efter tre imponerende år i klubben og to glippede tranfers til Premier League og Crystal Palace vil de blå-gule gerne give Frederik Rønnow et fortjent skifte. Blandt andet derfor tyder det på, at den danske landsholdsmålmands Brøndby-tid synger på sidste vers.

»Det er overvejende sandsynligt, at Frederik er væk til sommer. Så nu er det bare med at finde den rigtige destination,« siger Bech Andersen.

»Frederik har halvandet år tilbage, så det er noget, vi kigger på. Men vi kigger i øvrigt på hver kæde. Rettidig omhu. Vi skal hele tiden se tre eller fire vinduer frem, for at finde ud af, hvem der skal være her – og hvem der ikke skal,« fortsætter Brøndby-ejeren.

Brøndby vil umiddelbart hellere gennemføre et salg før end senere. Sporene fra de seneste transfervinduer skræmmer, og Superligaens nummer et vil gerne kunne planlægge så langt frem i tiden som muligt. Både for at kende fremtiden, men også i forhold til den afløser for Frederik Rønnow, som klubben er i færd med at identificere.

»Vi har været i gang med at kigge på det de sidste seks-tolv måneder, for at finde det helt rigtige,« understreger Jan Bech Andersen.

Hvem der er ’det helt rigtige’ melder historien ikke noget om. Men Brøndby har med al sandsynlighed en ny mand mellem stængerne, når de i næste sæson enten skal forsvare guldet eller forsøge at forbedre sølvmedaljerne.