FC København og Brøndby kan se frem til at krydse klinger masser af gange i april. Det står klart, efter FCK med hiv og sving og 2-1 i den forlængede spilletid fik sendt Randers ud af DBUs pokalturnering og spillet sig videre til semifinalerne mod ærkerivalerne.

Og de to semifinalekampe betyder især noget for Ståle Solbakken, der nu har noget at lokke med til de reservespillere, der for det meste må se stammen spille sig mod guldet.

»Jeg er rigtig glad for, at hele truppen nu har noget at glæde sig til. Hvis vi holder truppen skadesfri, får vi brugt hele truppen, og alle har en kæmpe motivation for at træne.«.

Havde det været bedre at møde Brøndby nu, hvor der er lidt polemik derude?

»Der er lang tid til den kamp, så der kan nå at komme mere polemik før det,« lød det med et smil fra FCK-manageren.

Hvad tænker du om det, der er sket ude i Brøndby?

»Jeg tænker ikke meget på det. Nogle gange gør man nogle ting. Hvis du tager Jan Bech, så kan du ikke sige undskyld flere gange. Verden må gå videre. Men de får et meget stærkere hold, når de får de skadede spillere tilbage. Det havde heller ikke spillet nogen rolle, hvilken type hold de stiller med. De kampe bliver, som de bliver. Der bliver gang i den,« siger Solbakken.

Sejren over Randers kom i stand efter forlænget spilletid og en kamp med gode og dårlige perioder for københavnerne. De gode perioder kom sjovt nok, mens mange af reserverne var på banen. Det glædede da også Solbakken efterfølgende.

»Det var Bashkim Kadriis anden rigtige kamp siden korsbåndsskaden. Det var Toutouhs første kamp fra start siden AIK på træningslejren. Det var Keitas første kamp fra start. Høgli og Remmers første kampe længe. De havde alle gjort det fantastisk til træning, og jeg kan jo ikke klappe dem på skulderen og sige, at det handler om små marginaler, at de ikke spiller – for så ikke at give dem chancen.«

De gode perioder er jo faktisk dem, hvor du har reserverne på banen…

»Ja, vi blev jo ikke bedre, da Nicolai, Kusk og Kvist kom ind. Tværtimod.«