Brøndby bekræfter: Profil er rejst til Japan
Nicolai Vallys er tæt på et skifte til en japansk klub, oplyser Brøndby på sin hjemmeside.
Nicolai Vallys er tæt på et skifte til en japansk klub, oplyser Brøndby på sin hjemmeside.
Brøndby-profilen Nicolai Vallys er tirsdag "rejst til Japan med henblik på at færdiggøre et skifte til en japansk klub".
Det skriver Brøndby i en nyhed på sin hjemmeside.
Her præsenterer klubben sin startopstilling til en træningskamp mod Nykøbing FC tirsdag, men mere bemærkelsesværdigt nævnes meldingen om Nicolai Vallys.
Han er derfor heller ikke en del af kamptruppen til træningskampen.
Tipsbladet skrev mandag, at Brøndby er blevet enig med FC Tokyo om et salg af 29-årige Vallys.
FC Tokyo spiller i den bedste række i Japan og har også den tidligere FC Midtjylland-spiller Alexander Scholz i truppen.
Nicolai Vallys har været i Brøndby siden 2022, hvor han blev hentet i Silkeborg.
Efter en længere periode som en af Superligaens profiler blev Nicolai Vallys udtaget til det danske landshold i august 2023 og fik debut mod San Marino.
RITZAU