Andreas Maxsø er på vej væk fra Brøndby, og derfor spiller anføreren ikke i søndagens kamp mod Viborg FF.

Brøndby bekræfter på Twitter, at anfører Andreas Maxsø forhandler med en anden klub om et skifte.

Derfor er forsvarskæmpen ikke med i søndagens superligaopgør mod Viborg FF.

Andreas Maxsø var ellers udtaget til truppen, som Brøndby meldte ud tidligere søndag. Men en time før kampstart er han altså trukket ud af truppen.

- Startopstillingen mod Viborg FF er landet, og den er uden Andreas Maxsø på grund af forhandlinger med en anden klub om et potentielt skifte for anføreren, skriver Brøndby på Twitter.

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen bekræfter hos 3+, at Andreas Maxsø forhandler med en anden klub, og derfor vil man ikke bruge ham i søndagens kamp, fordi der så vil være risiko for, at han kan løbe ind i en skade.

Særligt de seneste dage har der været massive rygter om, at Brøndby er på vej til at sælge sin anfører.

Russiske FK Rostov står ifølge B.T. klar med op mod 15 millioner kroner, som angiveligt er nok til at udløse en frikøbsklausul i Maxsøs kontrakt. Derudover har Rubin Kazan også meldt sin interesse.

Andreas Maxsø var med sin enorme tilstedeværelse i defensiven en altafgørende faktor, da Brøndby i sidste sæson løb med det danske mesterskab.

Hvis han forlader klubben, er næsten hele stammen fra sidste sæsons Brøndby-defensiv væk. Anthony Jung er rykket til Werder Bremen, mens Hjörtur Hermannsson er skiftet til italienske Pisa.

Derudover har keeper Marvin Schwäbe forladt klubben til fordel for FC Köln, og han har overladt pladsen i målet til unge Mads Hermansen.

I søndagens kamp skal Anton Skipper, Sigurd Rosted og Tobias Børkeeiet udgøre midterforsvaret hos Brøndby.

/ritzau/