'Niemals aufgeben, Marcel.' Et stort gult banner med et budskab skrevet på tysk med store sorte bogstaver dominerede udebanetribunen, hvor Brøndbys fans holdt til i søndagens Vestegns-derby på Hvidovres hjemmebane.
Efter kampen, som de blå-gule sikkert vandt med 3-0, jublede Brøndby-truppen med de flere tusinde fremmødte fans, mens spillerne holdt banneret op foran sig.
'Aldrig giv op, Marcel' kan budskabet oversættes til, og det er en hilsen til en kræftramt Dortmund-fan. Den tyske klubs fans og inderkredsen blandt de mest aktive Brøndby-fans har et tæt venskabeligt forhold.
Alligevel vækker episoden opsigt i brede Brøndby-fankredse, hvor der er delte meninger, om det er i orden, at Brøndby-spillerne på den måde skal blandes ind i fangrupperingers særlige budskaber. Her er et par udpluk fra X-brugere:
- 'Trist, men ret beset er det jo et internt BvB-anliggende, som vores spillere vel ikke skal blandes ind i, vil jeg mene.' – Klaus Byr
- 'Forstår det heller ikke. Hverken på tribunen, og overhovedet ikke blandt spillerne.' – Bjarne Boysen.
- 'På tribunen har jeg absolut intet problem med det, og synes ligefrem, det er smukt. Når spillerne vælger at stå med banneret, undrer jeg mig.' – Lars Nør. Henriksen.
- 'Ja, det har en bismag, jeg ikke helt kan lide. De står pludselig på mål for noget, jeg ikke tror, de har helt styr på' – Niklas Storm
- 'Jeg synes, det var stort og rørende. I respekt for en mand, der kæmper for sit liv. I respekt for at have venner, der gør det ekstra. Vil ønske, alle har sådanne venner.' – Ann-Christina Solheim
Brøndby-spillerne, som stod med banneret i flere minutter, mens de takkede Brøndby-fansene efter kampen, havde det fint med at have holdt banneret, selvom de var lidt nølende i forhold til, hvad budskabet egentlig signalerede.
»Jeg nåede ikke at se, hvad der stod. Så jeg tør næsten ikke at sige noget om det. Men det var noget med en kræftramt. Hvis vi kan gøre en lille forskel, så er vi da glade for det,« lød det fra Nicolai Vallys.
Daniel Wass var også kun kort blevet informeret om, hvad det var for et budskab, de var medsender af.
»Kevin Mensah sagde lige hurtigt, at det var noget med Dortmund og kræft, men jeg ved ikke lige, hvad der stod på skiltet. Jeg ved, at fansene samarbejder og sådan nogle ting. Vi støtter vores fans, ligesom de støtter os.«
Dortmund-fans og -spillere har ved flere lejligheder støttet denne Marcel, som ifølge tyske medier er en mangeårig trofast fan, der hele tre gange er blevet opereret i forbindelse med en alvorlig kræftsygdom.
Det skete blandt andet i foråret, hvor Dortmund-stjerneangriberen Sebastian Haller, der selv har overkommet kræft, fremviste selvsamme 'Niemals aufgeben, Marcel'-budskab på en T-shirt.