Brøndby er pokalmestre 2018. Den første pokal i ti år er vundet for de blågule, der har været ramt af noget af en tørke. Og så skal der vel også være plads til at slukke tørsten?
»Jeg skal i hvert fald have fem,« sagde Brøndby-anfører Johan Larsson efter kampen til TV3+.
Og det var øl, han talte om.
Men om han når op på mere end fem, må siges at være tvivlsom. For godt nok har Brøndby vundet en pokal, men mandag venter en vigtig guldduel mod FC Midtjylland på Brøndby Stadion. Derfor er der ikke tid til at tage festen helt til den lyse morgen for Brøndby-spillerne.
Pokalsejren er dog i hus nu. Og den var længe ventet.
»Vi ved jo, at vi var tæt på. Vi er tæt på i ligaen. Vi er tæt på i pokalen. Det er en kamp, som alle forventer, at vi skal vinde nemt, og så kommer vi bagud. Men vi fik det alligevel vendt. Os, der har været her i længst tid, har været med i den her nedtur, hvor det sejlede fuldstændig i Brøndby, og nu står vi her med den her,« siger Johan Larsson og sætter nogle flere ord på selve kampen og kulissen på nationalstadionet.
»Det er jo sådan en kamp, man vil spille. Det er mega-fedt at få lov at spille i Parken, når den er fyldt med Brøndby-fans, og der bare står en pokal og venter. Der er selvfølgelig pres, men det er også det pres, som man er nødt til at kunne håndtere.«