Det var for svært for Dimitrij Nazarov fra Erzgebirge Aue at holde sig fra sin holdleder, Thomas Romeyke, da han fredag aften havde scoret for 2. Bundesliga-klubben.

Så han løb ud og krammede Romeyke, der dagen forinden i sin anden rolle i klubben som buschauffør havde forhindret en voldsom ulykke.

Nazarov er klar over, at man ikke må fejre mål med kram i disse coronatider, men noget større havde altså forinden været på spil, da bussen var tæt på at forulykke.

»Han reddede vores liv, så enkelt er det,« siger Nazarov ifølge AP.

»Ingen ved, hvad der kunne være sket, hvis han ikke havde reageret så hurtigt,« tilføjer han om Romeykes handling, da han så en bil komme flyvende mod bussen efter en anden ulykke. .

Cheftræner Dirk Schuster fortæller, at den flyvende bil kun var en meter fra at ramme bussen.

Bussen slap imidlertid ikke fra at blive beskadiget, da forruden blev smadret, så holdet måtte fortsætte mod deres destination i flere biler.

Nazarov håber nu, at han ikke bliver straffet af det tyske fodboldforbund for sit kram.