Brighton tager revanche mod City og blander sig i toppen
Brighton blander sig for alvor i toppen af Premier League med lørdagens sejr ude over Manchester City.

Brighton blander sig for alvor i toppen af Premier League med lørdagens sejr ude over Manchester City.

Manchester City og Brighton får set en del til hinanden i disse dage i engelsk fodbold, og de skiftes til at vinde.
Brighton vandt lørdag 1-0 ude over City i Premier League og fik dermed revanche for onsdagens nederlag i den engelske Liga Cup efter straffesparkskonkurrence.
I begge kampe har City haft det svært over for en modstander, der presser højt og med stor aggressivitet.
Opgaven for Enzo Marescas tropper blev ikke nemmere af, at Brighton kom foran 1-0 efter 11 minutter.
Den offensive svenske midtbanespiller Yasin Ayari udnyttede store huller i Citys forsvar og sparkede helt umarkeret en løs bold i nettet fra tæt hold.
I onsdagens pokalkamp kom Brighton også foran to gange, men ved den lejlighed lykkedes det City at udligne til både 1-1 og 2-2, inden at holdet vandt dysten fra pletten.
Men lørdag havde City ikke noget modsvar, og stjerneangriberen Erling Haaland blev holdt i en yderst kort snor.
Nordmanden fik ikke mange bolde at arbejde med, og han var ikke effektiv, når han endelig fik mulighederne.
Brighton spillede sig også frem til flere chancer, men udeholdet forsømte at score yderligere.
Blandt andre brændte Brightons kantspiller Maxim De Cuyper en direktør helt fri foran mål, og kort før tid lykkedes det heller ikke indskiftede Jack Hinshelwood at fordoble føringen.
I stedet fik City chancen for at udligne i den anden ende, men indskiftede Nico O'Reilly headede bolden forbi stolpen.
Med sejren er Brighton nummer tre i Premier League med blot to point op til Manchester City, der topper tabellen efter ni kampe.
Arsenal er placeret side om side med City og kan rykke alene på førstepladsen med point mod Liverpool i søndagens topbrag.
I en af lørdagens øvrige kampe vandt Brentford 2-0. I den kamp afløste Mikkel Damsgaard sin landsmand Mathias Jensen efter lidt over en times spil. Ingen af danskerne kom på måltavlen.
RITZAU