Brian Riemers vigtigste opgave: 'En falliterklæring hvis han starter ude'
B.T.s sportsjournalist Johnny Kokborg ser det som Brian Riemers vigtigste opgave at få Victor Froholdt til at fungere.

B.T.s sportsjournalist Johnny Kokborg ser det som Brian Riemers vigtigste opgave at få Victor Froholdt til at fungere.

Victor Froholdt er på vej mod stjernerne.
I sidste sæson blev han hædret som 'Årets spiller' i Danmark, i sin klub Porto og i hele den portugisiske liga.
Den 20-årige landsholdsspiller har altså alt kørende for sig på klubplan.
Men på landsholdet blev han bænket mod Wales.
Og det bekymrer sportsjournalist Johnny Kokborg i podcasten B.T. Fodbold.
»Det er Brian Riemers vigtigste opgave – selvfølgelig med Hjulmand og Højbjerg – at få Victor Froholdt ind på det hold og til at fungere. Det har vi brug for,« vurderer Johnny Kokborg og fortsætter:

»Han er simpelthen for god en fodboldspiller. Vi har set, hvad han kan. Der er en grund til, de elsker ham som bare pokker i Porto. Det skal vi simpelthen have forløst på det danske landshold.«
B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge mener også, at der er et problem med den unge midtbanespiller.
»Det er ligesom om, han bliver for låst med de der to store sheriffer der (Hjulmand og Højbjerg, red.). Han er jo bedst, når man bare slipper ham fri. Han kan løbe og dække hvert eneste græsstrå på sådan en fodboldbane,« fortæller sportsredaktøren i podcasten og fortsætter:
»Han forsvinder ud af kampene. Det er meget underligt, men det er jo en af de ting, vi forventer, at en landstræner kan løse.«
»Jeg synes det er en falliterklæring, hvis Froholdt skal starte ude fra det danske landshold.«
Hvorvidt Victor Froholdt starter inde i næste kamp for Danmark, afsløres torsdag den 1. oktober, hvor landsholdet møder Portugal.