Brian Riemer lover hjælp til alle spillere: Kraftige reaktioner i omklædningsrummet
»En oplevelse, man ikke håber, at nogle mennesker skal have – og her tænker jeg primært på Christian.«

»En oplevelse, man ikke håber, at nogle mennesker skal have – og her tænker jeg primært på Christian.«

Det var med tung alvor, at landstræner Brian Riemer trådte ud foran den ventende presse på Odense Stadion.
Han – og hele den danske befolkning – havde en time forinden bevidnet, at Christian Eriksen faldt bevidstløs til jorden under landskampen mod Ukraine.
Den danske stjernespiller modtog akut behandling og var efter 20 minutter i stand til selv at forlade grønsværen og gå ind i en ventende ambulance, der kørte ham på Odense Universitetshospital.
»Det er en dybt skræmmende og rystende oplevelse. En oplevelse, man ikke håber, at nogle mennesker skal have – og her tænker jeg primært på Christian,« lød det fra Brian Riemer
»Det er ham, alle vores tanker går til.«
Han havde tilbragt omkring 40 minutter i det danske omklædningsrum, hvor stemningen selvfølgelig var chokeret.
»Det er på mange måder et todelt omklædningsrum. Der er en halv gruppe, der har prøvet det én gang før. Og for dem har det været et flashback til måske det værste mareridt, de har haft i deres liv. Og der har været nogle kraftige reaktioner.«
»Og så har der været en anden halvdel, som ikke var med sidst. Og der vil jeg sige, at der også har været nogle rigtigt kraftige reaktioner. Det er jo meget forskelligt, hvordan folks reaktionsmønstre er. Og det var det også her,« lød det fra landstræneren.
»Det her handlet om at sikre, at der var en skulder – både en kærlig og en professionel skulder – som alle har kunnet læne sig op ad.«
»Så det har handlet om, at efter vi har sikret os, at Christian har det godt, at vi så også får alle andre igennem det her os.«
Han understreger, at alle spillere og stabsmedlemmer vil få tilbudt professionel hjælp efter den uhyggeligt oplevelse.¨