
Tirsdag aften er alt på spil.
Danmark og Tjekkiet mødes i en direkte duel om en billet til VM.
I spidsen står Brian Riemer, der tidligere har oplevet at misse en VM-kvalifikation. Det skete sidste år, da Danmark spillede uafgjort mod Belarus og tabte til Skotland.
Selv om meget er på spil, frygter landstræneren ikke konsekvenserne for sin egen position eller de danske fans syn på ham, hvis det ender med et nederlag.
»Det er en del af fodbold. Det bedste eksempel er Ståle Solbakken, som jo var klar til at blive lynchet og hængt i alle kroppens dele i hele Norge,« siger han og tilføjer:
»Han blev stemt ud i norske aviser, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at få ham væk. Og så står han pludselig foran 150.000 mennesker på Rådhuspladsen (i Oslo, red.) i sommer og bliver hyldet.«

Her henviser Riemer til, at Ståle Solbakken i begyndelsen af sin tid som norsk landstræner bestemt ikke levede op til forventningerne.
Nu er skiven vendt, blandt andet efter han har været med til at kvalificere Norge til den første VM-slutrunde i 28 år.
Derudover har han også fået forlænget sin kontrakt, så alt andet lige har han skabt en nyt og forberedt ry hos de norske fans.
Og det hæfter Riemer sig ved.
»Det er netop sådan fodbold er. Jeg bruger ikke så meget tid på at tænke de der katastrofetanker. Vi skal vinde, og vi skal til VM. Det er vores drøm. Det bruger vi alle vores krudt og energi på. Og så tager vi alt andet som det kommer,« siger landstræneren.
Danmark møder Tjekkiet tirsdag aften i VM-playoff finalen, og B.T. er naturligvis til stede både før, under og efter kampen.


