Den danske træner i Royal Antwerp, Brian Priske, er fuld af humor.

Torsdag aften dukkede han noget overraskende nøgen op på pressemødet efter deres Europa League-triumf over Omonia Nicosia.

»Undskyld, folkens. Jeg havde lavet et væddemål med gutterne om, at jeg ville møde nøgen op på pressemødet, hvis vi vandt, holdt et rent mål og gik videre,« siger han ifølge det belgiske medie HLN.

Det var nemlig lige præcis, hvad der skete på banen.

Efter 2-0 i den ordinære spilletid havde den belgiske klub udlignet føringen fra det første opgør, og det lykkedes at gå videre til gruppespillet i straffesparkskonkurrencen.

»Det var utroligt, en utrolig kamp. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at vinde den kamp 3-0. Der var en masse kvalitet, en stor indsats. I sidste ende vandt vi på straffespark. Vi havde en meget god målmand, det er meget fortjent,« forklarede Brian Priske.

Han havde dog dækket de ædlere dele til med et håndklæde, inden han fik sat sig ved bordet, mens han undervejs på pressemødet fik taget en T-shirt på.

Gad vide, hvad han vil gøre, hvis holdet vinder turneringen...