»Det her er stedet, du skal være!«

Ordene kommer fra den danske landsholdslegende Brian Laudrup, men de er ikke sagt om nationalarenaen Parken eller hans gamle hjerteklub Rangers.

Nej, de er sagt om den udskældte ørkenstat Dubai, der blandt andet får stor kritik for sin omgang med menneskerettigheder. Laudrups flotte ord er led i en kampagne på Visit Dubais hjemmeside, der skal få massevis af fodboldfans til at slå sig ned i Dubai under vinterens - ligeledes - udskældte VM i Qatar.

Med Laudrups navn og ansigt som reklamesøjle promoverer det officielle turistkontor i Dubai sig som det bedste sted at have base under vinterens VM - blandt andet fordi der er 30 daglige entimes shuttle-flyvninger til VM i Qatar, ligesom der oprettes masser af fanzoner til at overvære VM-kampe.

Foto: Screendump: Visit Dubais hjemmeside
Vis mere

Men Laudrup er ikke kun at finde på Visit Dubais hjemmeside.

I en del af kampagnen for Dubai deltager den danske fodboldhelt også i et interview med fodboldmediet Goal, der på sociale medier deklareres som et betalt samarbejde med Visit Dubai.

Her sidder Laudrup i en sofa i den mondæne Aura Skypool Lounge, der findes på 50. etage i The Palm Tower i det verdenskendte område The Palm - her stråler luksushotellet Atlantis i baggrunden under interviewet.

Laudrup fortæller først den særlige historie om hans legendariske jubelscene i kampen mod Brasilien ved VM i 1998. Siden rykker interviewet på en af Dubais fineste strande, da Laudrup får lov at fortælle, at udsigten på West Palm Beach i Dubai er 'betagende'.

Brian Laudrup er ikke den første kendte dansker, der på den ene eller anden måde flirter med Dubai eller VM i Qatar.

Sidste efterår fik badmintonstjernen Viktor Axelsen heftig kritik for sit valg om at flytte til Dubai. Han blev skudt i skoene, at han var en del af Dubais sportswashing, der søger at fjerne opmærksomhed fra de mudrede sager omkring blandt andet menneskerettigheder, fængslinger af systemkritikere og love mod homoseksualitet.

Den kvindelige landsholdsstjerne Nadia Nadim har over det seneste år også været i heftig modvind for sit valg om netop at promovere slutrunden i Qatar, hvor hun er udpeget som officiel ambassadør.

Nu stiller Brian Laudrup sig altså op i køen af danske sportskendisser, der flirter med udskældte nationer.