Brian Laudrup forudser, at Christian Eriksen kan ende i FC Barcelona.

Christian Eriksen har gang i en fantastisk sæson med Tottenham, der taler med om det engelske mesterskab. Og den tidligere danske storspiller, Brian Laudrup, forudser, at Christian Eriksen snart kan ende i en af Europas topklubber.

»Som 24-årig har han en storslået karriere foran sig, og han kunne godt være et emne for en klub som Barcelona. Han er en type spiller, der ville være ideel for dem,« siger Brian Laudrup ifølge det lokale daglbad London Evening Standard.

»Til næste sæson - eller året efter - vil han være ideel, for han vil vokse endnu mere, og jeg er helt sikker på, at han vil kunne gøre det rigtig godt,« siger Brian Laudrup, der fortsætter rosen af sin landsmand:

»Han har en god spilforståelse. Han er måske ikke den allerhurtigste spiller, men han tænker spillet godt og hurtigt, og derfor lægger man mærke til ham. Det er klart, at Eriksen nu er en meget vigtig spiller for Tottenham, men måske kunne han lave endnu mere interessante ting i Spanien. Han har det tekniske niveau til at gøre det.«

Christian Eriksen er i øjeblikket ved at overveje, om han vil skrive under på en forlængelse af kontrakten med Tottenham, der udløber i 2018.