Brian Laudrup har aldrig spillet for Manchester United. Men det kunne han måske godt have gjort. Det afslørede den levende danske fodboldlegende over for Kanal 6 onsdag aften inden finalen mellem Ajax og netop Manchester United.

»Uheldigvis kom opringningen en dag for sent,« fortalte Brian Laudrup.

Efter fire succesfulde år i Glasgow-klubben Rangers skiftede Brian Laudrup til Chelsea i sommeren 1998. Dengang var han dansk landsholdsspiller, og han skrev under med Chelsea inden VM i Frankrig netop dette år.

»Jeg fik en opringning af en vis skotte, der hed Alex Ferguson,« fortalte Brian Laudrup om den legendariske Manchester United-manager, som stod i spidsen for den stolte fodboldklub i 26 år.

»Han spurgte mig, om det ikke var noget for mig at komme til Manchester United. Jeg måtte desværre fortælle ham, at han ringede en dag for sent, for jeg havde lige skrevet under med Chelsea. Og når man først har skrevet under, kan man jo ikke gå tilbage og sige, at man vil ikke alligevel,« sagde Brian Laudrup.

Brian Laudrups tid i Chelsea blev kort, og i Superligaens vinterpause skiftede han til FC København, som han spillede for i foråret 1999. Derefter skiftede han til netop Ajax Amsterdam, som blev prof-karrierens sidste klub.

Den nu 48-årige Brian Laudrup begyndte karrieren i Brøndby og fortsatte i Bayer Uerdingen, Bayern München, Fiorentina og AC Milan, inden han kom til Rangers i 1994.

Han spillede 82 landskampe for Danmark, som han var med til at gøre til europamester i 1992.