På den ene side var han en af skurkene i et sort kapitel i dansk fodboldhistorie, der endte med aflyste træningskampe for kvindelandsholdet og en omgang seriespillere på landsholdstur til Slovakiet.
På den anden side forvandlede han blodrøde regnskabstal til sorte. Ansatte pointædende Åge Hareide.
Og var chefen, mens Danmark gik fra en historisk ringe placering på verdensranglisten til verdenstoppen.
Historien om Claus Bretton-Meyers tid i DBU er sort/hvid udefra, men langt mere nuanceret indefra. I hvert fald hvis du spørger ham selv.
Og det gør vi nu - ni måneder efter han blev fyret fra fodboldens øverste organ i Danmark. Efter et tiltrængt pusterum. Og mens han leder efter sit næste job.
Tænker du tilbage på tiden i DBU som en succes?
»Ja, jeg går ud af døren og konstaterer, at jeg har leveret præcis det, jeg var blevet sat til. Det kan jeg dokumentere på alle de punkter, der har været relevante. Vi har lavet en ny strategi, vi har rettet økonomien op, vi har fået udviklet den elitære landsholdsfodbold, vi har fået sat det i en ramme, vi har fået udviklet på kvinde-delen, der er blevet lanceret en kvindeliga. Den kommercielle forretning, som var en stor, blødende udfordring, er blevet rettet op. Vi har fået ansat de rigtige mennesker, og vi har fået sat en god, stabil ledelse, som stadig er der. Så jeg er absolut tilfreds med det, jeg har leveret, for det er fuldstændig målbart i forhold til det, jeg er blevet sat til oprindeligt,« siger Claus Bretton-Meyer, som for længst har accepteret DBUs beslutning.
»Jeg er rigtig, rigtig glad for min periode hos DBU, og så er det meget naturligt, at man som bestyrelse er i sin gode ret til at sige, at man nu vil sætte en ny retning. Den er ikke så meget længere. Jeg er glad for den tid, jeg har haft der - og alle de erfaringer og kompetencer, jeg har samlet op der. Dem er jeg nu i gang med at bringe i anvendelse fremover.«
Fremtiden vender vi tilbage til, og så spoler vi i stedet tiden tilbage til 18. december 2018, hvor Claus Bretton-Meyer blev fyret som direktør i DBU efter fem år på posten. Det var tid til ‘en ny ledelsesprofil med fokus på fodbold’, lød det blandt andet fra DBU-formand Jesper Møller.
Claus Bretton-Meyer takkede for en god tid og ønskede held og lykke.
Kom fyringen som et chok, eller kunne du mærke op til, at du var på vej ud?
»Nej, det var på ingen måde et chok. Jeg har arbejdet på det her niveau gennem mere end 21 år, og så mange ting er der ikke, som kommer som en overraskelse. Jeg er selv bestyrelsesformand i en række virksomheder, og det er et privilegium, en bestyrelse har, at sætte den ledelsesmæssige retning i den daglige forretning, og alle direktører ved, at det er vilkåret. Hvis det kommer som et chok, er det, fordi man er dårligt forberedt.«
Og dårligt forberedt var Claus Bretton-Meyer ikke. Allerede fra ansættelsen i 2014 lød det i medierne, at han var ansat i DBU med helt klare opgaver om at transformere og modernisere DBU.
Så efter fem år med stor oprydning var det måske også tid til at sige farvel? Dog lige nogle måneder for tidligt til Bretton-Meyers smag.
»Jeg kunne da godt have ønsket mig at sidde frem til 1. marts 2019, for det var der, vi havde den afsluttende generalforsamling, og reduktionen af DBU’s bestyrelse fra 16 til syv - som jeg ser som et stort aktiv for DBU - blev rodfæstet der. Det havde da været sjovt at være en del af. Det skulle jeg ikke være. Det positive er, at det i den regeringsperiode, jeg har haft sammen med Jesper Møller, lykkedes at gøre noget, som man ikke var lykkedes med nogensinde før. Og dermed skabe den styringsform, der skal til fremover for at sikre, at DBU udvikler og udnytter det potentiale, der er. For det er stort.«
Claus Bretton-Meyer startede hårdt ud i DBU. Flere medarbejdere blev fyret - herunder kommunikationschef Lars Berendt, elitechef John Helt og udviklingschef Poul Gilling. Ligalandsholdsturen for de bedste spillere fra Superligaen og de andre nordiske lande blev skrottet, og Morten Olsen fik at vide, at ‘det er ikke utænkeligt at fyre nogen’.
Og det var bare de første otte måneder.
Men selvom Claus Bretton-Meyer stod som afsender på disse beslutninger, var han langt fra alene om dem.
»I perioden, hvor jeg var ansat, har folk tit sagt, at det var en enmandshær. Det er den største misforståelse, man kan forestille sig. Jeg havde fået en meget bunden opgave af bestyrelsen, og den har jeg løst fuldstændig, som jeg blev bedt om. Der er nogle af transformationerne, som kan være lidt barske,« siger Bretton-Meyer og peger på andet end den økonomiske optur, som en succes i sin DBU-tid.
»Da jeg startede, lå herrelandsholdet på plads nummer 54 på FIFAs verdensrangliste. I den periode, jeg har været der - det er jo mig, der har ansat Åge Hareide - har vi løftet os op til en niendeplads.«
Når du ser tilbage, ser du så også dig selv som ham, der skulle ind og tage hårde beslutninger og gøre nogle mennesker lidt kede af det, fordi der skulle ske noget nyt?
»Nu er det aldrig et mål i sig selv at gøre folk kede af det. Men lad os tage et eksempel: Da jeg landede i butikken, havde vi to år i forvejen samlet set tabt 15 millioner kroner. Det kan ingen organisationer leve med. Derfor var det nødvendigt fra starten at sætte gang i en transformation, der kunne ændre økonomien. Jeg startede 1. marts 2014 og var helt naturligt nødt til at tage hårdt fat, fordi kravet fra bestyrelsen var, at vi skulle have økonomien i balance. Det lykkedes vi jo med. Vi gik ud af finansåret 2014 med et overskud på 3,4 millioner. Vi gik fra 10 skæve til 3,4 millioner i overskud.«
»Det gik ud over nogle mennesker, og det var ikke for at gøre dem kede af det, men det var simpelthen for at sikre, at resten af helheden kunne rulle fremad. Det lykkedes vi med, og vi har jo i den periode, jeg har været der, genereret nogle rigtig gode resultater, som har været brugt til at investere i alle typer af elitefodbold og i høj grad også i breddefodbold.«
Efter måneder med oprydning i DBU og deraf følgende fyringer blev det tid til det, Claus Bretton-Meyer nok vil blive husket bedst for. Konflikterne. Med herrelandsholdet og kvindelandsholdet.
Fronterne blev trukket op i medierne, og udefra lignede Claus Bretton-Meyer længe den iskolde kaptajn, som var klar til at gå ned med sit skib for at få sin vilje. Koste, hvad det ville.
Du blev nogle steder gjort til en bussemand. Var det hårdt, eller var du rimelig cool omkring det?
»Jeg har arbejdet med medier i en meget stor del af mit liv, så jeg forstår godt både nyhedskriterierne og kravet om at journalister skal udkomme hele tiden. Så det at fremstille mig på en bestemt måde har et formål, ved jeg af erfaring. Når man ved, at man er blevet sat i spidsen for en opgave, og man skal løse den, så kan forskellige medier have forskellige holdninger til, hvordan det foregår. Jeg må bare konstatere, at målet blev nået.«
»Så kan man altid diskutere, om vejen derhen var den ene eller den anden. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt de ting, vi har gjort. Hvis jeg skulle have fortrudt noget, så skulle det have været, at vi havde været endnu bedre til at forklare, hvad det var, vi gjorde. Alle kan finde ud af at skarpvinkle alting, men vores evne til at nuancere det kunne godt have været bedre.«
Er der nogle af de aftaler, I lavede, hvor du på bagkant tænker, at dem skulle I måske have lavet anderledes?
»Jeg har ikke noget konkret. Vi har på DBUs vegne indgået de aftaler, der var nødvendige, for at forretningen kunne udvikle sig i den rigtige retning. Man kan altid se i bagklogskabens klare lys, om der var ting, man kunne have gjort anderledes. Men hele DBU - både bestyrelse og ledelse - har været enige om, at det er det her, vi gør. Så er vi nogen, som har skullet udføre det. Min oplevelse er, at det har været en række nødvendige tiltag, vi skulle have gennem. Når man skal ændre noget, som har været det samme i 20 år, så er det en svær øvelse. Men hvis noget har været på den samme måde i 20 år, og du har et halvt år til at ændre det, så kræver det en anden indsats, og det kræver en anden tilgang. Så man skal altid være refleksiv på sin historik, men i det helt overordnede billede mener jeg, at vi i de fem år har gjort det, der var nødvendigt for at sætte en ny kurs for DBU. Derfor er det også glædeligt for mig at se, at tingene udvikler sig så positivt, som de gør.«
Hvad har været din hårdeste kamp i løbet af tiden i DBU?
»De to forhandlinger med henholdsvis herrelandsholdet og kvindelandsholdet er dem, som har været længst i tidsmæssig udstrækning, og som også har krævet rigtig mange kræfter. Dem har vi jo brugt utroligt lang tid på. Det er de vilkår, der nu engang er. Dels har man været vant til at gøre tingene på den samme måde i lang tid. Man har måske ikke syntes, at det var så rart at skulle lave dem om, og derfor har det krævet noget modstand.«
Oplevede du, at der i nogle perioder var iskold luft mellem jer og Spillerforeningen?
»Jeg har altid oplevet, at der har været et professionelt miljø mellem de to parter. Professionelt, fordi vi var enige om, at der var nogle ting, vi var enige om, og andre ting vi var uenige om. Der er nogle medier, der har fremstillet det, som om Mads (Øland, direktør for Spillerforeningen, red.) og jeg hadede hinanden. Det er simpelthen så morsomt, og det har Mads og jeg da også tit siddet sammen og grinet ad. Jeg oplevede det som et udtryk for en skarpvinkling, som var morsom. Nej, det har der aldrig været. Jeg har i min professionelle karriere aldrig haft det sådan, at man ikke kunne lide eller hadede nogle folk. Det er en sjov fremstilling. Jeg forstår godt dynamikken bag det. Men sådan har det aldrig været.«
Hvad med forholdet til spillerne? Kunne du mærke noget der?
»Vi skulle lige føle hinanden på tænderne. Det er jo en speciel situation første gang for mig i forhold til det - og det samme for spillerne. De skulle lige se tingene an. Men jeg har både under og efterfølgende haft rigtig gode dialoger med blandt andre anføreren og flere af de andre spillere - både på herrelandsholdet og kvindelandsholdet. Lad os eksempelvis kigge på Nadia Nadim, som i mange sammenhænge er sin egen. Hun var under store dele af konflikterne ude og sige, at hun og jeg havde et super godt samarbejde på trods af, at vi lå i nogle overvejelser omkring nogle forhold. Så det har jeg oplevet som positivt,« siger Claus Bretton-Meyer.
Mens Claus Bretton-Meyer og Spillerforeningens direktør, Mads Øland, blev set af danske fodboldfans som de største skurke i konflikterne, måtte Bretton-Meyer også høre kritik fra tidligere DBU-folk.
Den mangeårige generalsekretær Jim Stjerne Hansen kritiserede blandt andet DBU under Claus Bretton-Meyer for en dårlig landsholdsaftale og sagde også, at DBUs nye ledelse havde indflydelse på Morten Olsens stop som landstræner.
Der blev også skudt på jer fra tidligere DBU-folk. Hvordan oplevede du den modstand?
»Den har jeg egentlig oplevet som meget naturlig. Det er folk, der har arbejdet med noget gennem lang tid og følt, at det var godt - og det er det jo ret ofte i den samtid. Nu skal man huske på, at alting skal ses i en kontekst. Men det, som nogle glemmer, når de skyder, er at kigge på, hvad det er for en ny kontekst, vi er i. Men nu, når målene er nået, kan man altid diskutere, om man skal gå højre eller venstre om bakken for at nå målet.«
Claus Bretton-Meyers tid i DBU sluttede den 18. december 2018. Efter fem år var det tiltrængt med en mundfuld luft og lidt ro. Og nu er han så på jagt efter den næste udfordring.
»Jeg har haft en meget spændende og udfordrende tid i DBU. Den har jeg været meget, meget glad for. Men den har også været belagt med rigtig mange timer. Jeg har arbejdet døgnet rundt i fem år. Derfor har den første periode, efter jeg stoppede, været god med henblik på lige at få lidt mere ro ind på sjæl og krop. Og så har jeg efter den periode brugt rigtig mange kræfter på at indstille mig på og finde ud af, hvad det er for ting, jeg gerne vil,« siger Claus Bretton-Meyer.
En af de ting, han gerne vil, er at være bestyrelsesformand for F3 Media Group, som netop har lanceret en ny tv-kanal med fokus på nichésportsgrene. Men det er dog ikke et fuldtidsjob, understreger Claus Bretton-Meyer.
»Jeg er aktivt jobsøgende og søger et job som administrerende direktør i en mellemstor eller stor virksomhed. Men jeg bidrager på bestyrelsesniveau her for både F3, men også for at Sport Live kommer godt på benene,« siger Claus Bretton-Meyer og understreger, at han ikke har slappet af, siden han blev fyret i december.
»De folk, der kender mig godt, ved, at jeg aldrig sidder stille. På den måde er jeg i fuld sving med alle mulige spændende ting. Herunder går 80 procent af min tid med at være aktivt jobsøgende. Det handler om at have kaffemøder med netværket, med headhunterne og opsøge de muligheder, der er. Og så passer jeg som altid mit bestyrelsesarbejde ved siden af, og så er jeg aktiv reserveofficer i Forsvaret, som jeg også bruger nogle kræfter på.«
