Brentford nærmer sig en af de pladser, der giver direkte adgang til Premier League i næste sæson.

På hjemmebane vandt danskerklubben onsdag aften knebent med 1-0 over Preston North End i den næstbedste engelske række.

Det var holdets ottende ligasejr i træk.

Brentford udnyttede, at nummer to i The Championship, West Bromwich Albion, tirsdag snublede ved at spille uafgjort hjemme mod Fulham.

Faktisk har Brentford i de seneste to spillerunder halet fire point ind på West Bromwich, der indtager andenpladsen med 81 point inden de to sidste kampe.

Brentford er med sejren nu blot et enkelt point efter West Bromwich. Leeds topper rækken med 84 point med tre kampe igen.

Kun de to bedste hold rykker op, mens nummer tre til seks skal spille playoffkampe om at blive den tredje og sidste oprykker.

Hvis Brentford skal rykke direkte op, er den bedste mulighed at overhale West Bromwich, der mangler at møde Huddersfield på udebane samt Queens Park Rangers hjemme.

Brentfords restprogram byder på lørdagens udekamp mod Stoke samt en hjemmekamp mod bundholdet Barnsley om en uge.

I onsdagens kamp havde Brentford-træner Thomas Frank valgt at spille med en rendyrket dansk midtbane bestående af Emiliano Marcondes, Mathias Jensen og Christian Nørgaard.

På pladsen som højre back var Henrik Dalsgaard foretrukket i stedet for Mads Roerslev, der sad på bænken.

Marcondes udmærkede sig efter fire minutter, da han med et elegant vip ind i feltet fandt topscorer Ollie Watkins, der resolut scorede til 1-0.

Marcondes, som generelt spillede en god kamp, var tæt på at score efter 24 minutter, men afslutningen strøg over mål.

Mathias Jensen blev skiftet ud efter 67 minutter, Marcondes fik 88 minutter, mens de øvrige danskere spillede hele opgøret.

/ritzau/