Brentford er vilde med Christian Eriksen.

I en meddelelse mandag siger klubben farvel til en række spillere heriblandt danske Mathias 'Zanka' Jørgensen og Jonas Lössl.

Også Christian Eriksens kontrakt udløber, men når det kommer til snakken om landsholdsspilleren, får piben en anden lyd.

'Det er ingen hemmelighed, at vi ville elske, hvis Christian blev i Brentford i flere sæsoner, og vi vil fortsætte med at diskutere den mulighed med ham og hans repræsentanter,' skriver klubben på deres hjemmeside.

Foto: ANDREW BOYERS
Vis mere

Og netop fremtiden blev 30-årige Christian Eriksen også spurgt ind til efter Brentfords 2-1-nederlag til Leeds søndag.

Se Eriksens kække svar i videoen øverst i artiklen.

Forrige søndag kunne Eriksen i et interview med TV3 Sport afsløre, at han allerede har fået flere tilbud, som han lige nu overvejer.

Derudover har muligheden for at spille Champions League i næste sæson også betydning.

Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

»Kigger du på den sportslige del, så vil jeg da meget gerne spille Champions League igen, for jeg ved, hvor sjovt det er, men i sidste ende er det ikke altafgørende,« forklarer han.

Eriksens skifte til Brentford blev officielt 31. januar i år, hvor han kom på en fri transfer fra den italienske storklub Inter, der havde ophævet kontrakten med Eriksen som konsekvens af det hjertestop, han fik i Parken under sommerens EM-slutrunde.

Han har været i aktion for London-klubben 11 gange, hvor det er blevet til et enkelt mål og fire assists.